Disney: Tim Burton der er kendt for film som stopmotion-klassikeren “The Nightmare Before Christmas” og “Sleepy Hollow”, har også instrueret Disney’s nye filmatisering af “Alice i Eventyrland”. Resultatet er utrolig flot og vellykket, og giver fremragende underholdning til store børn og unge. Som voksen Burton-fan, kan man dog godt savne noget spænding.

Af Peter Kock Henrichsen

Den nu 19-årige Alice Kingsley (Mia Wasikowska ), der som lille pige forsvandt ned i Wonderland, er blevet en næsten voksen ung kvinde med alle de krav og ansvar, der følger med.

I forhold til normen i sin Victorianske tidsalder er hun meget fremmelig, og da det går op for hende, at den havefest hun er til, i virkeligheden er hendes egen forlovelsesfest med en adelig, men kedelig fyr, tager hun en tænkepause fra virkeligheden.

Ude i haven får hun pludselig øje på en kanin i en blå jakke, og da hun følger efter den, falder hun i et kæmpe kaninhul langt nede i baghavens skygger.

Da hun lander, er hun i et meget mærkeligt land, hvor hun som en af de første møder The Mad Hatter (Johnny Depp). Han fortæller, at magten i Underland er blevet stjålet af The Red Queen (Helena Bonham Carter), der ikke alene er selvcentreret, magtgal, men også ukontrolleret hidsig, ond og hævngerrig.

En gensyn efter 30 år

Jeg har kun set “Alice i Eventyrland” som tegnefilm som barn, og det er over 30 år siden, så både forventningerne og spænding var rigtig store da jeg satte mig til rette foran lærredet. Jeg havde hørt rygter om dårlige anmeldelser, men allerede filmens optakt der foregår i Alice Kingsleys normale verden, faldt lige i min smag. Mia Wasikowska er det perfekte valg til at spille Alice, og hendes store talent og indlevelse bar hele filmen. Johnny Depp, som jeg ellers også værdsætter stort, blev ikke andet end en kedelig sminket klovn (hattemager), som jeg synes kunne være spillet af hvem som helst.

Lidt uhyggelig og ikke for de mindste

Blandingen af rigtige skuespillere smeltet sammen med animation fungerer utrolig godt. Filmen har sit eget dystre Tim Burton-udtryk over sig, som passer til historien, jeg som barn også syntes var lidt uhyggelig og grænseoverskridende (specielt den blåstribede kats uhyggelige smil, kan jeg huske, at jeg havde mareridt over). Den nye filmatisering er stadig dyster og uhyggelig, og er tilladt fra 11 år. 9 år ville jeg nok have syntes var rimeligt, men der var mange 6-7 årige børn i biografen, og det synes jeg bestemt monstrene er for uhyggelige til. Har man små børn skal man hellere tage ind og se Disneys “Prinsessen og Frøen”, for den er netop fyldt med sange, og for de aller mindste.

Målgruppen var meget begejstret

Jeg er stor Tim Burton-fan, og føler mig enormt forkælet med “The Nightmare Before Christmas” og min favorit “Sleepy Hollow”. Helt op på det niveau synes jeg ikke “Alice i Eventyrland” kom, men på den anden side har “Sleepy Hollow” og “Alice i Eventyrland” også forskellig målgruppe. Tim Burton er til gengæld historien tro, fuldstændig sådan som jeg husker den, og efter egen smag ville jeg give den 4 stjerner. Men da jeg så hvor begejstrede de unge (målgruppen) var for den, fortjener den også en 5. stjerne.

“Alice i Eventyrland” kan både ses som normal film, og i 3D (hvor man skal have 3D-briller på), samt med dansk tale, eller med amerikansk originaltale og danske undertekster.

- Hvad synes du om “Alice i Eventyrland”?

Andrea, 12 år, Birkerød

Det var dog helt utroligt som Disney overgår sig selv, gang på gang. Alice in wonderland eller på dansk, Alice i eventyrland er jo en historie som langt de fleste kender.

Her er den vist på film, på en lidt anden måde, hvor Alice kommer tilbage til landet som hun drømte om som barn, men om det kun er en drøm er hun ikke så sikker på. Det er lykkedes Disney at skabe endnu en helt fantastisk film, med super godt skuespil (han er lidt svær at kende, men Johnny Depp er også med som en af hovedrollerne), og fantastisk flotte animationer.

Den her film kan man ikke andet end at elske. Jeg vil anbefale filmen til stort set alle, dog ikke børn under 9 eller der omkring, for der kan godt være nogle lidt voldelige scener som f.eks. da der er kamp mellem det gode og det onde, hvor Alice skal kæmpe mod et farligt væsen, men til alle der kan lide et rigtig godt eventyr med masser af spænding og ikke mindst sjov!!

Anna, 18 år, Lejre

På vej i biografen

Anne, 21 år, Odense

På vej i biografen

Mere om “Alice i Eventyrland”:

Officiel side

Hvor mange stjerner vil du give “Alice i Eventyrland”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Alice i Eventyrland

Tilbageblik: ”Alting er så kedeligt. Jeg hader mit liv. Jeg holder op med at trække vejret!” 14-årige Elins følelser er store i det uforglemmelige svenske ungdomsdrama fra 1998: ”Fucking Åmål”. Sørgeligt nok bliver filmen oftest kun omtalt som handlende om lesbisk kærlighed, på baggrund af Elin og Agnes gensidige fascination. Men ”Fucking Åmål” rummer mange flere budskaber.

Af Peter Kock Henrichsen

Agnes fylder netop 16 år, mens Elin stadig er 14.

Agnes er den pæne velopdragne pige, der bor i villa med et par velmenende og velhavende forældre der ikke forstå hende, og en lillebror der ikke er meget bevendt.

Elin, derimod, bor sammen med sin storesøster og sin altid trætte mor i en lejlighed i et socialt boligbyggeri, hvor de alle tre er ved at rive håret af hinanden, og hvor moren kæmper en allerede tabt kamp, om at få pigerne til at blive hjemme fra det som hun tror er vilde Rave-fester.

Klassens hårde hakkeorden

Agnes er hemmeligt forelsket i Elin, men først da Elin og hendes storesøster, som de eneste tager til Agnes 16 års fødselsdagsfest for at nasse vin, går det op for Elin, at Agnes rummer meget mere end de håbløse drenge fra hendes klasse. Langsomt skærpes Elins interesse og nysgerrighed, men den største forhindring er egentlig ikke, at hun er interesseret i én af samme køn, men at hun som klassens prinsesse pludselig omgås en pige der er totalt yt i forhold til klassens hakkeorden.

Vandt 11 filmpriser i Europa

Filmen som Lukas Moodyssons både har skrevet og instrueret, blev hans store gennembrud. Den vandt 11 filmpriser i Europa, og spredtes derefter til resten af verden under titlen ”Show Me Love”.

Udover et fantastisk soundtrack som Moodyson næsten altid benytter sig af, til understregning af følelser og stemninger, er skuespillet i topklasse. Alexandra Dahlström (Elin) og Rebecka Liljeberg (Agnes) er ganske simpelt de mest troværdige teenageskuespillere jeg har set i en ungdomsfilm.

Selvmordstanker, skoletræthed og den første gang

Temaerne er mange, og bestemt ikke kun Agnes og Elins gensidige betagelse. Vi kommer forbi det svære forhold til forældrene (der aldrig forstår noget), mobning, alkohol og piller, fester, selvmordstanker, skoletræthed, de svære uddannelsesplaner, vegetarisme, den seksuelle debut og ensomhed. Det hele er elegant flettet sammen i en historie, hvor man er med på de unges præmisser, og ikke føler nogen voksen moralprædiken fra Moodyson, som andre instruktører godt kunne have fundet på.

Én af de ungdomsfilm man bare skal se

Når man har set “Fucking Åmål” én gang, er der så mange detaljer og episoder man gerne vil genopleve, at man sagtens kan se den et par gange mere. Selv om filmen nu er 11 år gammel, har tingene ikke ændret sig mere end at historien lige så godt kan foregå i en dansk 9. klasse her i 2010. “Fucking Åmål” er én af de vigtige ungdomsfilm man bare skal have med i rygsækken, inden man forlader teenageårene.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Fucking Åmål

Disney: Børnefilm skal allerhelst anmeldes af børn. Andrea på 12 år har taget anmeldertrøjen på endnu engang.

Anmeldt af Andrea Becker Hilgart

Det hele begyndte den gang da Tiana og hendes veninde Charlotte var små og havde hver sin drøm.

Charlotte ville være Prinsesse og allerhelst blive det ved at kysse en fortryllet frø, mens Tiana ville starte en restaurant sammen med sin far, hvor de selv kreerede maden.

Tiana be’r Aftenstjernen om hjælp til at fuldføre hendes og faderens plan. Men skæbnen vil en anden vej, og da faderen dør, står Tiana med projektet i egne hænder, og må selv spare penge sammen til en restaurant.

En prins til byen

Da Tiana er blevet stor, arbejder hun stadig hårdt for at få penge nok. Hendes veninde Charlotte, som stadig søger efter den sande kærlighed (altså det vil sige ”Den sande prins”), finder ud af at en prins er kommet til byen og inviterer ham til fest.

Men ved et uheld render prinsen (prins Naveen) og hans tjener ind i Dr. Facilier (en ond voodoo-doktor) der tilbyder dem at vise deres fremtid, og den ser lys ud. Dr. Facilier tilbyder nemlig at give James sin hævn over prinsen, for alle de år i ydmygelse som han har haft. James er med på ideen og Dr. Facilier tryller prinsen om til en frø, og gør James til prinsen, ved at fylde en talisman med prinsens blod.

Den gode gamle historie

Charlotte holder fest på slottet, og Tiana er med til at lave godter. Til festen går Tiana op og ber endnu engang til aftenstjernen og pludselig ser hun en frø ved siden af sig. Det er prins Naveen og han kommer i tanke om at alle frøprinses fortryllelser ophævelse hvis en prinsesse kysset frøen, i den tro Tiana er en prinsesse. Tiana kysser frøen, men kun på den betingelse at han giver hende de penge hun skal bruge for at få råd til restauranten.
Og som i mange andre gode eventyr, kysser pigen frøen, men denne gang med lidt ændringer. For Naveen er stadig en frø og det samme er Tiana.

Mødet med Mamma Odie

Tiana og Naveen tager på en lang tur får at finde en der kan gøre dem til mennesker igen, og på deres tur møder de den jazz-elskende alligator Louis og den skøre ildflue Raymond ”Ray”, som hjælper dem på vej til ”Mamma Odie” som kan hæve fortryllelsen. Det er en lang og farlig rejse, og en masse, både ondt og godt sker dem.

En film med følelser

Det var en helt utrolig, fantastisk film, med humor, spænding, uhygge, sørgelige scener og kærlighed. Det er virkelig en film der sætter gang i følelserne: først er der spænding og man er helt koncentreret, det næste øjeblik har man grineflip, og det næste sidder man og stortuder. Det er altså en helt unik ting, at kunne lave sådan en film der kan få folk til det.

Noget af det mest fantastiske ved filmen er jo at den er håndtegnet. Der er simpelthen så mange fantastisk flotte detaljer med, og man kan slet ikke få nok. Der er hele tiden noget nyt at kigge på, så man keder sig aldrig. De har også fået nogle gode sange ind i filmen, så det er et ekstra plus!

Mest en pigefilm

Prinsessen og frøen er nok mest en pigefilm, men med ”piger” mener jeg i alle aldre. Både til helt små men også til voksne og gamle. Sådan en film som denne her bliver man aldrig for gammel til. Selv om at det er en pigefilm vil jeg anbefale alle der kan lide en god gammel klassiker at gå ind at se den, for den her film glemmer man ikke så hurtig!

- Hvad synes du om “Prinsessen og Frøen”?

Anne, 21 år, Odense

Det var en rigtig dejlig film, god gammel Disney-romantik, ligesom det skal være. Det er en godt tegnet film i den klassiske stil, og med mange rigtig gode og sjove karakterer, der passer godt til filmens univers, særligt er bipersonerne alligatoren og ildfluen Ray et dejligt par med deres naive humør. Især da det bliver klart, at ildfluen er forelsket i den klare aftenstjerne, er det et varmt og morsomt øjeblik.

Dog syndes jeg godt de kunne have gjort mere ud af skurken, Skyggemandens motiver og historie. Der er meget potentiale i ham som skurk, men han var lidt overfladisk beskrevet, desværre.

Alt i alt en god reminder om det vigtige i livet, her i en kold og stresset vintermåned.

Jeg vil give den 4 stjerner. Fordi det er en sød og hyggelig film, selv om den ikke gør lige så stort indtryk og f. eks. “Skønheden og Udyret” eller “Løvernes Konge”.

Karen, 15 år, Gram

Normalt bliver frøprinsen til en prins igen, når prinsessen kysser ham. Det gør han åbenbart ikke, når det er en servitrice, der kysser ham. Det var noget af en overraskelse at finde ud af, hvad der ville ske, hvis det ikke var prinsessen, der kyssede ham. En genial ide fra skaberne bag denne film!

Jeg synes ikke, der er noget at klage over. Det er en rigtig sød film, men ikke alt for sukkersød, hvilket er rart, da jeg i hvert fald ikke selv er den store fan af de sukkersøde kærlighedshistorier.

Ud over at være sød, er den også spændende. De to hovedpersoner møder mangt en fare og en masse både underlige, uhyggelige og sjove personer. Det er dog ikke kun spænding og sødme hele vejen igennem filmen, nej, der er skam også en masse sjov. Blandt andet fluen Raymond, der er forelsket i en stjerne, som han tror er en flue. Der er også mange flere eksempler, som jeg dog vil holde for mig selv, så ikke alt for meget bliver afsløret.

Min konklusion er, at det er en sød, spændende, sjov og lidt uhyggelig film. Så folkens, hvis i en dag intet har at lave så tag ind og se ”Prinsessen og frøen”.

Nanna, 12 år, Birkerød

Det var en virkelig dejlig og sød historie som man ikke kan andet end at holde af. Den klassiske historie om en prinsesse eller en helt normal pige der kysser en frø. Frøen bliver til en prins og de gifter sig og lever lykkeligt. I ”prinsessen og frøen” er denne søde historie med på en ny og lidt anderledes måde. For da pigen (Tiana) kysser den fortryllede frø (Prins Naveen) sker der dog en forandring, men det går den forkerte vej. Tiana og og Naveen bliver ikke gift men i stedet til frøer begge to. Og så drager de ud på et stort eventyr sammen, på jagten om at blive mennesker igen.
Det var en virkelig god film og jeg vil kunne anbefale den til børn i alle aldre. Og voksne ville også kunne få stor glæde af den. Jeg synes at det var dejligt at man i filmen både grinte da der skete noget sjovt, men også kunne græde når noget var sørgeligt og rigtig sødt.

Peter, 40 år, København

En rigtig sød historie i en film spækket med musik og sange – næsten en musical. Endelig er det også en Disney-film der kan ses af de allermindste: der er mere oplevelse end der er svær historie/plot,og så er der masser af synge med på.

Først fik USA en sort president, og nu er Disney så også begyndt at lave animationer om sortes jazz i New Orleans i 20′erne. Man kan godt mærke at der er en opblødning på vej. Skønt!

Der er ikke så meget voksenhumor i “Prinsessen og frøen” som der fx er i “BOLT”, men blot at sidde og kiggede på det betagede ansigt på den 6-årige pige jeg sad ved siden af, gjorde det hele biografturen værd.

Bemærk lige at “Prinsessen og Frøen” er en TEGNEFILM som i gamle dage – ikke en computeranimation.

Mere om “Prinsessen og frøen”:

Officiel side

Hvor mange stjerner vil du give “Prinsessen og frøen”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Prinsessen og frøen

Komedie Med en rolleliste som sjældent set før giver “Valentine’s Day” forventninger. Filmen har kærlighed i lange baner og grin til at bløde det lidt op med. Men kærlighedsfnidderen bliver let sukkersød og med for mange stjerner i store roller kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. Hollywood har satset for stort.

Anmeldt af Mette Bach

Det er årets kærligste dag. Valentine’s Day. I L.A. Californien følger vi forskellige par som på kryds og tværs kender hinanden eller kommer til det. Kommandør Kate Hazeltine (Julia Roberst), blomsterbudet Reed (Ashton Kutcher) og PR agent Kara (Jessica Biel) er blot mange af de personer, som vi følger, og hvis liv bliver forandret på denne ene Valentinsdag. Unge og gamle hjerter knuses og gamle og unge finder eller genfinder kærligheden på denne hjerternes dag.

Valentine’s Day in the Hollywood style

Romantik er der masser af, hvilket også ville have været skuffende hvis der ikke var. ”Valentine’s Day” indeholder den klassiske Hollywood kærlighed, leveret i alle aldre, begge køn og forskellige situationer. Nogle overraskende, andre let gennemskuelige. På mange måde minder ” Valentine’s Day” om så mange andre romantiske komedier. Der er sjove kommentarer, rørende øjeblikke og ulykkeligkærlighed som vi bruger filmen på at finde en løsning på.

Faret vild i stjernevrimlen

“Valentine’s Day” har en rolleliste med flere Hollywood stjerner end jeg tror jeg nogensinde har set før. Men alle stjernerne har en rolle i en historie, og når der er fyldt så mange store navne ind som alle skal have en rolle af betydning bliver der for meget at holde styr på. I starten før de forskellige personer og historier får en forbindelse er det let nok at kende dem fra hinanden, men til sidst bliver det forvirrende og svært at følge med. Der er alt for mange hovedpersoner – eller måske netop ikke rigtig nogen.

Vurdering

Rollelisten gav mig forventninger som filmen desværre ikke levede op til – netop på grund af den imponerende rolleliste. De fleste at skuespillerne gjorde et godt job, men det kolliderede i for meget sukkersød romantik, kendte scener og alt for mange tråde at holde styr på. Men jeg må alligevel erkende at jeg blev revet med i den tid filmen varede og kneb en lille tåre. Havde det ikke været fordi jeg var en smule imponeret af at se den ene store stjerne efter den anden, havde filmen ikke fået så mange stjerner.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Valentines Day

Ungdomsanmeldelse: Gode skuespillere, en original historie og en god portion humor. Kort sagt: ”Percy Jackson & Lyntyven”

Anmeldt af Ea Kirstine Bork Hovedskou

Percy Jackson (Logan Lerman) er en en normal dreng med problemer i skolen. Han bruger lang tid under vand, som er det eneste sted han kan tænke klart.

Alting ændrer sig dog brat, da han er på skoleudflugt til et museeum, hvor hans engelsklærervikar forvandler sig til en furie og befaler ham at aflevere ”lynkilden”.

Med satyr som livvagt

Det viser sig at den far han aldrig har kendt er den græske gud Posidon (Kevin Mckidd), og hans bedste ven Groover (Brandon T. Jackson) er en satyr der fungerer som hans livvagt. Da Percy er eneste søn af én af de 3 hovedguder, bliver han anklaget for at have stjålet Zeus’ (Sean Bean) lynkilde, som er forsvundet på mystisk vis. Men Percy er ikke alene, for alle de andre ”småguder” har også børn, og Percy ankommer til en lejr for halvguder hvor han møder Annebeth (Alexandra Daddario), der er datter af Athene.

Her får han til opgave at rejse til Olympen inden solhverv, og overbevise Zeus om at han ikke er lyntyven, ellers vil der opstå krig mellem guderne og det vil ødelægge Jorden. Desuden må han også et smut forbi underverden, hvor Hades(Steve Coogan) har taget hans mor som gidsel.

Fantasy og humor

Er man til fantasy og humor, er det en film der kan anbefales. Den er fyldt med mystiske væsner og flotte effekter, og man er ikke langt inde i filmen før man er opslugt i verdenen som findes parallelt med vores egen. Samtidig kan man ikke lade være med at grine af satyren Groovers geniale kommentarer, og underlige indfald. Filmen når aldrig at blive langtrukken, til tider kan man dog få tanken at alting sker lidt for hurtigt. Nogle af passagerne er også rimlig forudsigelige, men det gør ikke så meget da skuespillerne er suveræne.

Overraskende god

”Percy Jackson og lyntyven” er nok en film med unge som målgruppe. Den kræver ikke den store tankevirksomhed, og er en af de film der bare skal nydes mens den er i gang, og som man ikke behøver at tænke nærmere over bagefter. Man behøves heller ikke på nogen måde have styr på den græske mytologi, da det hele tiden forklares nøje hvilke væsner eller guder man møder.

Da jeg først hørte om filmen, var jeg ikke just overbevidst. Jeg mener, hvor meget kan man mon forvente af en film ved navn ”Percy Jackson & Lyntyven”? Mine tanker gik til nogle af de masseproducerede fantasyfilm, som der bliver udgivet for mange af for tiden. Men jeg må sige, at jeg havde glemt alt om min skepsis da jeg kom ud af biografen. Den korte version af mine tanker: ”Wow” hurtigt efterfulgt af ”Haha, genialt!”

- Hvad synes du om “Percy Jackson & Lyntyven”?

Anna, 18 år, Lejre

Sådan set er idéen med græsk mytologi en god afveksler fra den almindelige fantasy-suppe. Desværre er det bare en over-amerikaniseret super light udgave vi får præsenteret, og det virker bare for slattent og Disney-agtigt. Effekterne er ellers gode og historien ikke helt så forudsigelig som man kunne have forventet.
Ellers er der lidt knas med kompostionen. Nogle gange gik det for hurtigt, som om personerne ikke blev introduceret ordentligt. Specielt den scene hvor vi bliver præsenteret for Percys hjem og familie er slem. På et halvt minut dikterer karaktererne overspillede alle deres problemer; modsat faunen Grover. Han fik ingen monolog til at fortælle hvem han var – han sprang bare ind fra sidelinjen og var en semi-liderlig, vittig og uerfaren satyr-vagt med det samme. var ikke Percy men ham der fik mig til at grine og gyse en stor del af filmen.

Karen, 15 år, Gram

Filmen får fire stjerner herfra. Den er rigtig god og også spændende, men enkelte steder i begyndelsen bliver det til lidt for meget snak. Jeg tror sagtens, det ville blive kunne gjort en smule hurtigere uden, at man går glip af noget. Det ødelægger dog intet af filmen, der er noget helt for sig selv. Percy bliver taget ud på et medrivende eventyr, da han finder ud af, at han er halvgud. Sammen med sin vogter, hans bedste ven Groover, og halvguden, Annabeth, drager han ud for at finde sin mor, der er blevet kidnappet af Hades. På rejsen mod underverdenen angriber guder og uhyrlige væsner dem.

Ud over at få muligheden for at se en spændende film, får man også muligheden for at lære lidt om de olympiske guder og de væsner, der tilhører deres verden. Selv interesserer jeg mig en del for de olympiske guder, og vil gerne lære om dem og deres verden. Ved at se denne film lærer man en del om dem gennem spændende kampe og meget mere.

Ønsker man, at se en fantastisk film med utrolige væsner og en spændende handling, er dette helt sikker filmen for en.

Peter, 40 år, København

Ser jeg bort fra animationsfilm, er det mange år siden jeg har følt mig så godt underholdt af en børne- og ungdomsfilm. Percy har charme og udstråling, uden at være popsmart, der tiltaler mig så meget mere end indadvendte Harry Potter. Den græske mytologi var hadefaget i gymnasiet, men her fascinerer det! Monstrene og slåskampene havde fået fuld skrue, og virker ægte, modsat Potter, hvor jeg hele tiden føler at der bliver lagt en dæmper på for at skåne børnene. AC/DC ”Highway to hell” og Lady Gaga lagde toner til så man fik lyst til at feste.

Fædre, tag ind og se Percy Jackson med ungerne i vinterferien!

Tilladt fra 11 år passer nu meget godt.

Mere om “Percy Jackson & Lyntyven”:

Officiel side
Percy Jackson & Lyntyven er oprindelig en bog – læs boganmeldelsen her

Hvor mange stjerner vil du give “Percy Jackson & Lyntyven”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Percy Jackson & Lyntyven

Sci-Fi: Bruce Willis stoppet ind i det realistiske sci-fi univers, hvor rige mennesker har råd til et surrogat, som lever det fysiske liv for dem, virkede i dén grad for mig. Det var gennemført, det var sjovt, det var spændene, uden en helt masse følelsesmæssig morale-pladder. Et godt mix af sci-fi og action.

Af Peter Kock Henrichsen

I erkendelse af at menneskehjernen ikke er så nem at slå med computere, har man i nær fremtid skabt et samfund, hvor de rige kan købe en robotkrop, som de styrer trådløst hjemmefra med deres egen hjerne.

Man er dermed i sikkerhed for dagligdagens fysiske trusler, og man kan blive den man altid har drømt om. Er man tyk kan ens surrogat blive blive slank og smækker, er man hvid kan man blive sort, og er man mand kan man blive kvinde. Ligesom FBI agent Greer (Bruce Willis), kan man dog også vælge et surrogat, som ligner én selv.

Oprørsbevægelsen truer surrogaterne

Selvom opfindelsen af surrogater har nedbragt kriminalitet og sygdomme til et minimum, er der selvfølgelig bagslag. I slumkvarterene i Boston må de folk der ikke har råd til surrogater, leve et almindeligt, elendigt liv, og en oprørsbevægelse er ved at træde i karakter. Pludselig sker der nogle usædvanlige dødsfald, hvor ikke kun surrogater bliver smadret, men også deres operatører, de levende mennesker der styrer surrogaterne, dør.

Agent Greer og agent Peters (Radha Mitchell) får nu til opgave, at finde det hemmelige våben der truer de riges sikre liv som surrogat-operatører.

Surrogater er nær fremtid

Først troede jeg at ”Surrogates” var endnu en robotfilm som Alex Proyas ”I, Robot” fra 2004, men ”Surrogates” er langt mere realistisk, og dermed nem at identificere sig med. I vores virkelige verden så vi for kun et halvt år siden, hvordan forskere i Sverige kunne få en mand til at styre en robotarm, der var forbundet med hans hjerne. Når vi samtidig i drømme, har nogle utrolig realistiske oplevelser, som vi både tror og reagerer på mens vi sover, er jeg nemt overbevist om at surrogater kan produceres i fremtiden – hvis vi ønsker det.

Skønt univers for sci-fi fans

Men en så realistisk baggrund var det en jublende lykke som sci-fi fan, at få lov til opleve denne gennemførte og detaljerede verden med surrogater. Robotternes alt for perfekte og plastic-agtige udseende, giver nogle gode smil, og begejstringen ved at se en menneskelignende robot blive åbnet i nakken, og få pillet sit identitets-memorykort ud, tager aldrig nogen ende. Det er flot og så gennemført at det giver et sug i maven.

Faktisk var surrogaterne så troværdige, at jeg, mens jeg sad og skrev denne anmeldelse, i første tankerække fik overbevist mig selv om, at jeg ikke skulle skrive skuespillernavn ved den kvindelige FBI agent Peters, fordi det jo blot var en maskine.

Gennemført

Skuespillet er gennemført, Bruce Willis skuffer bestemt ikke (gør han nogensinde det?). Plottet er spændende, og man ved aldrig hvor historien kaster én hen. Når forbryderne begynder at kidnappe de riges surrogater, skal man dog virkelig holde tungen lige i munden, for ikke at tabe tråden. Men ”Surrogates” blev aldrig kedelig, og der var ingen langtrukne følelsesscener der skulle overståes.

En ualmindelig historie og en uforudsigelig slutning, gav mig virkelig en god filmoplevelse. Samtidig er musikvideoen ”I will not bow”, med det alternative metal-band ”Breaking Benjamin”, virkelig fed!

“Surrogates”

• Lyd: engelsk / spansk
•Tekst: Dansk / norsk / svensk / finsk / spansk / islandsk / portugisisk / hollandsk

Ekstramateriale

• Musikvideo “I will not bow”
• Kommentarspor af instruktøren Jonathan Mostow

Mere om “Surrogates”:

Officiel dansk side

Hvor mange stjerner vil du give “Surrogates”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Surrogates – på DVD

Ungdomsanmeldelse: Stjerner på stribe, fantastiske sange og storslåede danseopsætninger er blot nogle af ingredienserne i “Nine” – filmen fra manden bag kæmpesuccesen Chicago. Historien er skrevet over Federico Fellinis verdensberømte mesterværk, ‘8 1/2′, der også har spillet som musical på Broadway. “Nine” er et festfyrværkeri af flotte kostumer, godt skuespil men med så mange letpåklædte kvinder og ulødige dansetrin, at de mindste i familien nok skal blive hjemme.

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Han er Italiens største instruktør, berømt, eftertragtet og tilbedt; Guido Contini. Hele verden venter med spænding på hans nye mesterværk der skal få ham tilbage på toppen efter det seneste flop.

Men pludselig vælger inspirationen at forlade ham. Produceren og skuespillerne står klar, mens manuskriptet forbliver blankt.

Kreativt men også privat smuldrer tilværelsen for Guido. I håbet om at få livet tilbage på ret køl, søger han inspiration i de mange kvinder der har formet ham.

Kunne du li’ Chicago?

Kunne du lide Chicago, vil du helt sikkert også kunne lide Nine. Filmen er spækket med lækker musik, fantastisk koreografi, smukke dansere og ikke mindst tonsvis af pailletter, fjerboaer og sensualitet.

Ligesom i Chicago er sangene blevet en hel film i sig selv. I ægte montage-stil, vises de i flashback-agtige scener når hovedpersonen mindes de ni kvinder der har betydet mest for ham. Dette betyder at show-numrene ikke behøver at overholde samme realisme som resten af filmen, men kan folde sig ud i al sin voluminøse, sprudlende og glitrende pragt, som de oprindelig blev fremført på Broadway.

Lårkorte kjoler og spredte ben.

“Nine” er en lang tour de force gennem den stakkels Guido’s besværlige besættelse af kvinder, og det gøres bestemt heller ikke let for ham; Konstant omgives han af lokkende kvinder, om end det er i skikkelse af Fergie som den temperamentsfulde barndomsforelskelse, Penélope Cruz som den sårbare elskerinde eller Nicole Kidman som verdensstjernen Claudia Jenssen.

Sensualiteten driver nærmest ned af væggene i biografmørket, og der var flere scener hvor jeg undrede mig over at aldersgrænsen kun var sat til 11 år!

Med en snert af showtime og Italiano

Historien om Guido er en fantastisk rejse gennem en nedbrudt mans liv. Filmen er fortalt utrolig flot og skræller lige så langsomt hele den glamourøse og feterede overflade af jobbet som verdenskendt instruktør. Selvom filmen varer næsten to timer, føler man sig godt underholdt på hele rejsen. Ikke mindst er de pompøse sang-scener et forfriskende pust, der viderefører følelsen af ægte showtime fra Broadway. Selve billedsiden er præget af det fantastisk smukke italienske landskab, som man ikke kan andet end at fortabe sig i.

“Nine” er bestemt et biografbesøg værd, skønt den påtagede italienske accent til tider er lidt for meget, så må specielt ikke Chicago-fans snyde sig selv for denne hede perle.

- Hvad synes du om “NINE”?

Mette, 15 år, Hammel

En film af en art man ikke ser så ofte. Jeg sidder med blandede følelser om ”Nine”. Selve historien var en smule forvirrende og ikke særlig indholdsrig. Skiftet mellem nutid og fortid forvirrede mig i starten, og gjorde det svært at følge med i, hvad der egentligt skete.

Men skuespillerne leverede et fantastisk stykke arbejde, og sangene var så kraftfulde og medrivende, at jeg sad og forestillede mig det hele, som havde det været et teaterstykke. Dét ville være fantastisk. Så store stemmer til så store sange. Der er ikke mere at sige end, for musikkens skyld – se den!

Astrid, 15 år, Hammel

Film-musicalen ”Nine” behandler livets store spørgsmål, og den gav mig noget at tænke over.

Flashbackene gør handlingen lidt forvirrende, men giver dog et godt indtryk af den forvirrede hovedperson.

Musikken spiller en stor rolle hele filmen igennem, fordi vi derigennem lærer de forskellige kvinder i hovedpersonens liv at kende. Numrene er meget stemningsfyldte.

Da lyset tændtes, sad jeg med en følelse af håb. Filmen handler om, hvordan man skal leve sit liv. Kan man lyve sig gennem det? Har man brug for en at dele det med? Eller er det vigtigere end at have succes med sin karriere?

Lise, 18 år, Birkerød

Det første der falder mig ind, efter at have set muscialen “Nine” er, at aldersgrænsen nok burde sættes op til 15 i stedet for 11. For mere end almindelig sensuel, det var den. Udover det, så var jeg som dedikeret musicalfan, lykkelig for endnu en gang at få lov at opleve en broadwaymusical uden at behøve at flyve til London eller New York.

Jeg kunne ikke andet end elske de flotte sange og de endnu flottere danseopsætninger á la Chicago. Til tider var historien og replikkerne dog en smule søgte, men de flotte skuespiller præstationer fra et væld af stjerner som Fergie, Nicole Kidman og Penelopé Cruise, fik alligevel båret historien fint til enden.

Filmen henvender sig fortrinsvis til et publikum over den seksuelle lavalder, og specielt til andre musical elskere. Samlet set mener jeg at det er en god film, der er værd at tage ind at se, for selvom historien ikke var den mest velskrevne set til dags dato, så havde den alligevel sin egen charme, og jeg kunne ikke helt undgå at blive grebet af sangene, koreografierne og de flotte skuespillerpræstationer.

Peter, 40 år, København

Fantastisk smukke billeder fra Italien. Det var lige som at være på ferie dernede. Jeg elskede skuespillet, sangene og dansenumrene, men historien var desværre lidt tynd, og ikke særlig spændende.

Jeg havde glædet mig mest til at se Nicole Kidman, men det var nu Penélope Cruz som tog min opmærksomhed, i rollen som Carla. Hun var så gennemført uintelligent, og samtidig bevidst om det, på en facon der var virkelig morsom.

Det er godt nok også sket ting og sager med Daniel Day-Lewis siden hans storrolle i “Den sidste mohikaner” i 1992.

“NINE” bliver aldrig “Chicago”, men det var en god og anderledes biooplevelse, og det er virkelig tiltrængt med sådanne unikke film!

Mere om “NINE”:

Officiel side

Hvor mange stjerner vil du give “NINE”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: NINE

Animation: Så udkom “OP” endelig på DVD, og der er fantastisk godt ekstramateriale med.

Af Peter Kock Henrichsen

78-årige Carl Fredericksen drager ud på sit livs eventyr for at fuldføre sin afdøde kones drøm.

Han får uønsket hjælp af den 8-årige friske spejderdreng Russell, som både finder en talende hund og kæmpefugl som han vil have med sig på rejsen mod Paradisvandfaldets top i Sydamerika. Men undervejs må de kæmpe mod uventede fjender og Carl må gøre op med sig selv hvad hans livs eventyr egentligt skal gå ud på.

Du kan læse Mette Bach’s anmeldelse af filmen her

Fantastisk ekstramateriale

Selve “OP”-animationen er til seks stjerner alene, men DVD’en er også fyldt op med fantastisk ekstramateriale. Først er der den fem minutter lange animation “Delvis Skyet”, som også blev vist som forfilm i biograferne. Den er en utrolig sød animation, der handler om en uheldig stork, der få alle de svære babyleverancer.

Så er der endnu en 5 minutters animation, ”Doggis Specielle Mission”, som handler om golden retriveren “Doggi” fra “OP”. Også denne animation er i høj kvalitet, og fungerer som en slags ekstra scene til selve “OP”.

Dramatisk dokumentar fra Venezuela

Det aller bedste er en 21 minutter lang dokumentar, som tager os med bag filmen. Vi møder alle animatorerne, og følger dem på en lang rejse til det rigtige Venezuela i Sydamerika, hvor de besøger de flade bjerge, Tepuierne, som ligger til grund for “OP”.

Det er ikke blot en almindelig rejse, men en hård ekspedition med Landrover, helikopter og vandring i timevis i klipper og mudder. Det er simpelthen fantastisk, at se de rigtige Tepuier, efter man har set “OP”, og man forstår at alle farverne, planter og klipperne, samt Paradis-vandfaldet eksisterer i virkeligheden. Wauh!

Vurdering

“OP” er i sig selv en fantastisk film, som kan ses fra 7 år, af tweens, teens og voksne. Der er både børnehumor og voksenhumor i den, så ingen keder sig. Det helt unikke ekstramateriale gør DVD’en endnu bedre, hvilket gør “OP” til én af de nye animationer, der virkelig giver fuld underholdning for pengene.

“OP”

• Lyd: Dansk / norsk / engelsk
•Tekst: Dansk / norsk / engelsk

Ekstramateriale på DVD

• Kortfilm: ”Delvist skyet”
• Alternative scener: Muntz mange slutninger
• Eventyret findes derude – Tag med til det rigtige Paradis-vandfald
• En helt ny kortfilm: ”Doggis Specielle Mission”

Mere om “OP”:

disney.go.com/disneypictures/up/

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Disney/Pixar’s OP – på DVD

Ungdomsanmeldelse: “Endnu en tegnefilm med animerede dukkelignende figurer med spaghettiarme. Endnu en samlebånds-fabrikeret film der skal gå efter de billige grin. Puha!” Nogenlunde sådan tænkte jeg da jeg først hørte om filmen. Men man skal ikke skue hunden mod hårene, og jeg måtte da også æde alle ordene i mig igen, da jeg havde set denne appetitlige, humoristiske farveeksplosion af en katastrofefilm.

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Flint er det oversete geni, som hele livet igennem har måttet leve med de andres hånlige grin når han har præsenteret sine – efter egen mening – geniale opfindelser.

Kun hans mor tror på hans evner, og da hun dør overlades han til den egensindige fader, der ikke kan acceptere sønnens skøre ideer.

Anerkendelsen venter dog lige om hjørnet, da Flint opfinder en maskine der kan lave vand til mad. De uendelige madbyger ligner en vaskeægte succes, men noget galt og pludselig truer maskinen med at begrave hele verden i dynger af is og frikadeller.

Alt andet end ordinær

Det er ikke småligegyldige temaer som behandles i animationsgenrens nyeste skud på stammen: ”Det regner med frikadeller”. Klimakrise, menneskeskabte miljøkatastrofer og hungersnød, er blot nogle af tematikkerne i dette fortællelystne eventyr, der starter som så mange andre animerede film med en ellers halvkedelig “Terkel-i-knibe”-agtig animation. Det stod dog hurtigt klart at denne madkrig var alt andet en ordinær.

Mest for de voksne

Humoren i denne genfortolkning af bogen “Cloudy with a chance of meatballs” fra 1978 er intet mindre end enestående. Underspillet og sort humor lykkedes sjældent til fulde i animerede børnefilm hvor den ofte i stedet bliver latterlig og plat. Dette kan man i midltertid ikke sige i dette tilfælde, hvor latterkramperne faldt som perler på en snor, og hvor der var ligeså meget (hvis ikke mere) at grine af for de voksne.

Grotest, vanvittig, farvestrålende og morsom

I disse tider hvor animationsteknikken bliver billigere og billigere, spyttes den ene film ud efter den anden i en næsten udendelig strøm, ikke ulig Flints maddublikeringsmaskine. Og man kunne da også have frygtet at ”Det regner med frikadeller” ville gøre sine artsfælder trop, hvis ikke det havde været for filmens fantastiske selvironi.

Historien er bestemt ikke opfindelsen af den dybe tallerken, men det prøver filmen absolut heller ikke at lægge skjul på! Skaberne har kørt linen helt ud, og gjort det hele så groteskt, vanvittigt og farvesprudlende at man ikke kan andet end at grine af det. Ikke på noget tidspunkt prøver filmen at være noget den ikke er. Vidunderligt.

Ingen Avatar, men bestemt seværdig

Animationen er som sagt middelmådig, og 3D-effekten er desværre ikke udnyttet til fulde (og da slet ikke sammenlignelig med eksempelvis “Avatar” som benytter lignende teknik). Men filmen er original, og forstår at tage, undskyld sproget, pis på sig selv. Som kirsebærret på toppen, gemmer den endda på en smuk morale om det at blive accepteret i samfundet, om at turde være sig selv og om at forfølge sine drømme.

- Hvad synes du om “Det regner med frikadeller”?

Peter, 40 år, København

Vildt skæg animation! Total vildledende titel. Det lyder som noget for meget små børn, men det er den bestemt ikke. Minimum 7 år vil jeg sige, og endnu sjovere for større børn, teenagere og voksne. Her er det bestemt ikke en pligt, at tage med børnene i biografen.

Desuden regner det heller aldrig med frikadeller, det regner med spaghetti og KØDBOLLER på et tidspunkt, men ikke frikadeller. Animationerne er set flottere men det gør ingen verdens ting, for det er nok den sjoveste animationsfilm siden “Bolt”.

Tørre kommentarer som da Flint bliver trådt i øjet, og høfligt siger: “Det gør ingenting, det er bare – SMERTE!” gik rent ind hos mig, og sådan fortsætter filmen med små skægge episoder. Hele tiden kan øjet finde små skægge happenings i Flints by, når alle bysbørnene kaster sig over den overdådige mad. Til sidst ender vi i et sci-fi tema der minder uhyggeligt meget om “ALIEN”. Skægt med skæg på! Forresten lægger Cecilie Stenspil en vidunderlig stemme til Sam Sparks. Blot stemmen blev jeg helt forelsket i.

Mette, 15 år, Hammel

Det starter med burgere og ender med en tornado af kæmpepastaer. ”Det regner med frikadeller” er uden tvivl speciel – på den gode måde. Bag de sjove animerede figurer er en rørende historie og nutidsrelevante temaer. Især Flints historie om hans far som aldrig stolede på hans drømme og talenter fængede mig og gjorde filmen til mere en bare en børnefilm. Dog modsat mange af dem, der sad med mig levede humoren ikke op til mine forventninger. Filmens brug af 3D gør at billedet bliver en smule sjovere og end 2D, men det kunne være brugt mere optimalt. ”Det regner med frikadeller” er mere end blot en børnefilm og har noget at byde på til alle aldre og køn.

Nanna, 12 år, Birkerød

Jeg synes at filmen var sjov, fordi at der var nogle lidt platte ting/replikker som man bare ikke kunne lade være med at grine af, og man hyggede sig virkelig da man så den. Jeg synes også at man kunne leve sig ind i filmen, og man blev hurtigt revet med i den gode handling, og et sjovt univers. Jeg bemærkede også at filmen indeholdt ting som man virkelig kunne tænke over, også lang tid efter. Som fx at redde planeten, og ikke udlede for meget CO2 og at passe på vores planet.
Nogle gange synes jeg desværre også at det sjove og underlige blev lidt for meget og at man var et spørgsmålstegn en gang i mellem, fordi at det hele nogle gange gik lidt over gevind.

Alt i alt så synes jeg at det var en god film som jeg godt ville kunne anbefale til andre, både piger og drenge, voksne og børn i alle aldre. Jeg vil give filmen “Regner med frikadeller” 5 ud af 6 stjerner. – Og en glad smiley

Andrea, 12 år, Birkerød

Jeg syntes at det var en rigtig god film, fuld af sjov og spænding. Det var ret sjovt at man nærmest fulgte Flint, gennem hans liv, fra da han var en helt lille skole-videnskabs-nørd, til han blev voksen og stadig var nørd.

Flint lavede en masse sjove opfindelser, og ikke mindst madmaskinen der kunne lave vand om til mad.
Filmen var rigtig godt animeret, og man sad nærmest og fik mundvand af alt det lækre mad der bare faldt ned i hænderne på folk.

Jeg grinte gang på gang, for der var simpelthen så mange sjove kommentarer og ansigter i den film så man kunne ikke lade værre. Jeg vil meget gerne anbefale denne her film, til alle der elsker at få sig et godt grin.

Urd, 18 år, Birkerød

Filmen havde en forholdsvis forudsigelig historie, men det gjorde ikke så meget. ”Det regner med frikadeller” var morsom – på nogle tidspunkter hylende morsom – og havde nogle sjove figurer.

Det fede ved filmen var også, at den kan ses som en kritisk kommentar til vores overkonsumerende samfund.

Hvor mange stjerner vil du give “Det regner med frikadeller”?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Det regner med frikadeller

Disneys Aladdin: Vi har denne gang bedt Andrea på 12 år om at anmelde den anden film i Aladdin-trilogien: “Jafar vender tilbage”.

Anmeldt af Andrea Becker Hilgart

Aladdin er som altid ude og stjæle guld og brillanter fra de onde, og det lykkedes ham selvfølgelig at stjæle det og give det til de fattige.

Derhjemme på paladset venter Jasmin spændt, for hendes far, sultanen, vil meddele Aladdin at han skal være sultanens storvesir. Samme dag kommer ånden Genie hjem fra en tur rundt om jorden.

En overraskelse

Men hvad ingen af dem ved er, at papegøjen Jago er vendt tilbage til Agrabah med ånden Jafar.

Jago finder ud af at han ikke længere vil være Jafar´s slave, og smider derfor hans lampe i en dyb brønd. Derefter tager han tilbage til Aladdin – men der er han alt andet en ventet.

Samtidig har de onde mænd som Aladdin stjal fra, fået fat i lampen med Jafar, og da både mændenes anfører og Jafar er interesseret i at få fat i Aladdin og gøre det af med ham, bliver de enige om at samarbejde, og de får presset Jago til at lokke Aladdin og Sultanen lige i fælden. Og så sker der ting og sager …

Om filmen

Filmen er nummer to i serien om Aladdin, og her har de blandet meget forskelligt i. I starten troede at jeg havde set filmen før, men jo længere jeg kom ind i filmen, jo mere ændrede jeg min mening. Jeg syntes at det er en god blanding fra nogle af de andre Aladdin film. Filmen tager 67 min så den er hverken for lang eller for kort.

Den er super godt animeret med masser af fine detaljer som for eksempel rubin-blomsten i starten af filmen. Det er bare så dejligt når der er så små detaljer der virkelig bliver gjort noget ud af. I filmen er der også et par sange, og dem kan man ikke sige noget dårligt om. Det er nogle gode sange og de lyder godt.

Ynglings scener og detaljer

Min yndlingsscene var nok i starten, da Aladdin er ude og stjæle guld og ædelsten, for der er så mange flotte detaljer i, og der sker den ene spændende ting efter den anden.

I denne her film er der egentlig ikke noget dårligt i, for det hele er bare så gennemført. Men der er nogle småting som jeg ikke er helt vild med, som for eksempel Jasmin – hun er smuk og synger godt, men hun er bare lidt for sukkersød hele tiden. “Jafar vender tilbage” er nok mest en tegnefilm for de mindre børn.

“Aladdin – Jafar vender tilbage”

• Lyd: Dansk / norsk / engelsk
•Tekst: Dansk / norsk / engelsk

• Spil: Pas på med hvad du ønsker dig
• Disneyleksikon: Ønsker rundt om i verden
• Disney sange

Mere om “Aladdin”:

Disneyslottet

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Aladdin – Jafar vender tilbage