Det er ikke en almindelig musikfilm man sidder og ser sammen med kæresten, med mindre begge selvfølgelig er overordentlig musikinteresserede. “It might get loud” er den let melankolske og ærlige, nede-på-jorden guitar-dokumentar for el-guitaristerne og guitarrock-entusiasterne.

”It might get loud”

Genre: Musik/Dokumentar

Land: USA

Spilletid: 94 minutter

Distributør: Sandrew Metronome

Premieredato: 27. juli 2010

Af Peter Kock Henrichsen

The Edge (U2), Jimmy Page (Led Zeppelin) og Jack White (The White Stripes) tager dig med på en unik rejse tilbage i tiden, hvor det hele startede med 30′ernes dystre blues og 50′ernes skiffle. Det er musikernørdede detaljer og historiske tilbageklip, som du sikkert vil falde i søvn over, hvis du aldrig har spillet i band, men for dem der selv spiller rock er det en uvurderlig gave at blive inviteret med ind i de tre guitaristers tanker og livshistorier.

En guitar på en planke

Se Jack White banke en el-guitar sammen af en planke, en colaflaske, en stålstreng og en spole. Det dynamiske i dokumentaren er, at de tre guitarister er vidt forskellige. Jack brænder for kreativiteten og nøjes gerne med moderne plasticguitarer og old-school spolebåndoptagere til optagelserne. Og han splitter gerne det hele ad, for at komme ned på et kreativt niveau, hvor han føler sig hjemme.

The Edge og effekterne

The Edge brænder for effekterne og roder i timevis og dagevis med at finde præcis den lyd og det udtryk, han hører inde i sig selv som en stemme. Jimmy Page er teknikeren, der altid har lyttet plader og bands af, for at få tilfredsstillet sin nysgerrighed efter hvordan guitaristen har spillet riff’et rent teknisk. Jimmy, Edge og Jack er virkelig forskellige, men fællesnævneren er alligevel den samme. Derfor er det også utrolig morsomt at se dem spille hinandens numre og stilarter på den optagelsesdag den 23. januar 2008, hvor de mødtes for at filme “It might get loud”.

Tre store guitarlivshistorier

Faktisk er det ikke så mange minutter vi ser de Jimmy, Edge og Jack sammen, og selv om de tager udfordringen op med at diskutere deres fantastiske 6-strengsinstrumenter, er det fede i dokumentaren, de tre guitaristers individuelle historier. Vi følger Edge i Dublin og ser opslagstavlen på hans skole, hvor Larry havde sat en seddel op, hvor han ledte efter bandmedlemmer. Vi hører om Jacks barndom med ti søskende i Detroit, hvor det det pinligste man kunne lave i sin fritid, var at spille et instrument. Og så ser vi en virkelig nuttet James Page der optræder i et 50′er tv-program med sit velklædte band der spiller skiffle – en udsendelse hvor James proklamerer at han nok spiller andet end skiffle, men at han har tænkt sig at blive forsker indenfor biologi når han bliver stor. Og så hører vi selvfølgelig en masse om De herrers guitarer, i særdeleshed det ømme bekendtskab med deres aller første.

Lidt rodet strikket sammen

Af og til skifter dokumentaren så hurtigt mellem Edge, Jack og Jimmy, at det bliver ganske forvirrende, og det er svært at finde en spændingskurve og et mål i livshistorierne. Når de tre guitarister ikke rigtig har mere at fortælle, stopper filmen efter halvanden time. Jeg havde måske nok forventet en afrunding der måske hed “Hvad så i fremtiden?” – om deres videre ønsker og drømme og udvikling. Specielt Jack White må, med sine kun 35 år, have meget at byde på endnu, men alt det må vi nøjes med at tænke os til.

Et ‘must have’ for el-guitarister

Uanset den manglende afrunding, er det stor og voldsomt interessant guitar- og musikhistorie vi bliver præsenteret for, krydret med tonsvis af spændende, ældre filmklip af U2, Led Zeppelin og The White Stripes. “It might get loud” er et “must have” for enhver el-guitarist, der tager sig selv alvorligt, og det eneste jeg tænkte på efter at have set filmen, var at få hevet spaden ned fra væggen og øvet en helt masse U2-numre. Det kan ikke rigtig forklares. Fascination for de elektriske 6-strengede ligger skjult i blodet et sted.

Vind
“It might get loud” på DVD

Spørgsmål: Hvem er det, Jack White har dannet sit band sammen med?

Send svaret på konkurrencespørgsmålet, samt navn og adresse til konkurrence@kulturfoto.dk senest den 7. august 2010. De rigtige svar deltager i lodtrækningen om “It might get loud” på DVD. Vinderne offentliggøres i denne rubrik.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: It might get loud

Sommerferie: Ungdomsanmelder Andrea Becker Hilgart kastede sig ud i et hårdt stykke sommerferiearbejde: At teste de mest populære italienske is i Italien

Anmeldt af Andrea Becker Hilgart

Jeg har tilbragt 10 dage i min sommerferie i det sydlige Europa, nærmere betegnet Italien. Her har jeg udover trøffelkugler, creme catalana og tiramisu kastet mig over en anden italiensk specialitet; nemlig den italienske is. Jeg har her lavet en lille anmeldelse af dem, så du ved hvilke is du skal smage hvis du kommer forbi Italien.

Forskellen på italiensk og dansk is

Forskellen på dansk og italiensk is er, at isen i Italien for det meste er hjemmelavet og mere fedtfattig en dansk flødeis. Konsistensen er mere cremet og blød, lidt alla dansk softice/sorbet. Hvis valget stod mellem en klassisk dansk is, eller en fra Italien, ville jeg vælge isen fra Italien, også fordi at den er anderledes og der er flere forskellige smagsvarianter. De er også bedre tilberedt, og de fleste steder ligger de melon oven på isen hvis det er melon is, citroner hvis det er citronis osv. Og det gør den lidt mere spændene.

Top 8 af de is jeg har smagt:

1: Chokoladeis. En super skøn klassiker der kan fås alle steder. Cremet flødeis, som smager og har konsistens lidt som chokolademousse. Den smager helt perfekt og en sikker vinder hos alle is-elskere.

2: Banan-is. Rigtig god og sød is, som man næsten ikke kan få nok af. Den smager rigtig af banan og er perfekt til de mindre. Lækker konsistens og rigtig god til hvis man har lyst til noget sødt!

3: Pistacie-is. Den smager præcis som den skal af pistacie og det eneste der er galt med den er at den ikke er speciel forfriskende. Den er bedst som dessert og smager rigtig godt sammen med chokoladeis!

4: Frutti di bosco. Rigtig sød frugtis med forskellig frugtsmag, som jordbær, solbær, melon og meget andet. Den er rigtig god og frisk men efter min mening, en anelse for sød og ikke noget man skal have alt for meget af.

5: Citron-is. Dejlig forfriskende og syrlig, men lidt for kunstig i smagen; den minder lidt mere om citrusvaskemiddel. Men ellers er konsistensen dejlig og blød, og rigtig god til en varm sommerdag.

6: Cookie-is. En helt ny og lidt speciel is som smager en smule af cookies, med små stykker chocolate-chips i. Den ser meget indbydende ud og er tit tilberedt med små cookies oven på.
Den smager helt udmærket, men den kunne godt smage lidt mere af cookie og lidt mindre af vanilie og karamel .

7: Tiramisu-is: Blød og cremet og lidt karamelagtig i smagen. Den er lavet som en tiramisu, med kaffe og ladyfingers, men alligevel smager den ikke så meget af tiramisu som man skulle tro. Men god som dessert med en frisk frugtsorbet til.

8: Melon-is: Jeg plejer altid at få melon is og elsker det normalt, men her blev jeg skuffet! Den er meget sød og sommerlig og ser indbydende ud med sit ferskenfarvede ydre, men der hvor jeg fik den var den ALT for sød og kunstig. Jeg fik kun en kugle og jeg kunne ikke engang spise den hele. Det kan være at det bare var i dén bod, for som regel plejer den at smage dejligt.

Hvilken is er DIN favorit?

Er du også fuldstændig fjollet med italiensk is? Eller er du mere til Softice eller champagnebrus, sorbet eller måske hjemmelavet is? Fortæl alt om hvilken is der er sommerferiens bedste – og hvorfor?

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Vi tester italiensk is – i Italien

“Shrek -Den lykkelige” fuldender trilogien i en både morsom og spændende afslutning, og vil man tage den perfekte afsked med trolden, bør man gøre det i 3D.

”Shrek – Den lykkelige”

Instruktør: Mike Mitchell

Genre: Animation

Land: USA

Distributør: United International Pictures

Premieredato: 8. juli 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Shrek bor endelig sammen med sin elskede Fiona, og sammen har de tre skønne troldeunger, der bøvser og prutter sig igennem hverdagen. Men når alt — simpelthen alt — går op i lortebleer og babysitning, kan en rigtig trold som Shrek ikke undgå at savne sit gamle, dyriske trolde-jeg: Dengang han var efterlyst på alle træer og kunne rulle sig ubekymret i mudder. Fiona synes Shrek skulle tage at glæde sig over sin dejlige familie i stedet for at længes tilbage til ungkarletiden, men sådan har Shrek det ikke i sit hoved. Inden han ser sig om, har han forladt familie og skrevet under på en uhyggelig kontrakt leveret af den gennemsyrede grusomme Rumleskaft.

Endnu flere 3d-biografer

Efterhånden kommer alle animationsfilm i 3-4 forskellige versioner i biograferne, alt afhængig af om man ønsker dansk eller original tale, 3D eller 2D. Jeg nappede dansk tale og 3D-versionen sammen med 100 glade børn og forældre i Falkoner Biografens bio 1. Det var næsten en premiere, for Nordisk Film og Cinemaxx har netop udvidet med yderligere 12 biografer der kan vise 3D-film, og Falkoner Biografen er en af dem. Dels kræver det nyt lærred og dels en ny fremviser der kan polarisere filmen, så den skiftevis passer til 3D-brillernes højre glas og venstre glas.

Gysende godt i 3D

Shrek – Den lykkelige har så mange dramatiske Halloween-agtige naturbaggrunde. Starten minder næsten om Tim Burtons “Sleepy Hollow”, og der er netop noget ekstra uhyggeligt ved gyserscanarier, når man som tilskuer bliver smidt midt ind i dem, fordi man har været så uforsigtig at iføre sig et par 3D-briller. Jeg sidder allerede og tænker, at gyserfilm må blive det næste store vi skal se i 3D.

Et vellykket rodesammen af drama og eventyr

De fuldstændige spraglede figurer i Shrek: de tre små grise, æslet, den bestøvlede kat, troldeungerne og Fiona og Shrek, har egentlig altid været morsomme fordi de er så forskellige både i udseende og personlighed. Det er som at se 10 eventyr rodet sammen, og det kan være forvirrende i et struktureret voksenhoved, men er det bestemt ikke i børnenes. Strukturen blev for min del reddet af et rigtig godt plot, med Rumleskaft som den onde der ønsker at overtage verdensherredømmet. Islæt fra Star Wars- og Terminator-filmene, i form af Fiona som leder af en troldeoprørshær, gjorde bestemt heller ikke temaet kedeligere.

Den bestøvlede kat snupper jeg

Min lykke var dog først rigtig gjort da den – nu overvægtige – bestøvlede kat entrerede scenen. Stemmeføringen af Kristian Boland er intet mindre en genial til det arrogante korpus af en kat, og hvor betyder det dog meget at stemme og karakter passer sammen. Jan Gintberg som æslet, burde også have en pris, for uanset hvem han lægger stemme til i tegnefilm og animationer, kan man simpelthen bare ikke lade være med at smile.

Selvom afslutninger i eventyr plejer at være meget forudsigelige, var det alligevel spændende til sidste scene i “Shrek – Den lykkelige”. Det var sidste film i Shrek-serien, og det var en rigtig vellykket afslutning. Skønt, at der er nogen der ved hvornår man skal stoppe, inden det bliver Regner Grasten-pinligt med 4′ere, 5′ere og 6′ere. Hvis Dreamworks-teamet ikke længere skal bruge “Den bestøvlede kat”, giver jeg den gerne fløde, mus og logi, mod daglig sort humor som betaling.

Mere om “Shrek – Den lykkelige”:

Officiel side

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Shrek – Den lykkelige

Endnu en kærlighedskomedie har ramt biograferne, og som fan af både kærlighed og humor var det jo lige en film som min veninde og jeg måtte ind og se.

”Overscoring”

Instruktør: Jim Field Smith

Genre: Kærlighedskomedie

Spilletid: 125 minutter

Land: USA

Distributør: Uip.dk

Premieredato: 17. juli 2010

Anmeldt af Maria Riget Hansen 16 år

Kirk (Jay Baruchel) er en ung fyr som arbejder i lufthavnen sammen med et par af hans bedste venner. Han har ikke særlig meget selvtillid, hvilket skyldes hans ven Stainer (T.J. Miller) som bliver ved med at sige at han er en 5’er. En dag finder han så en telefon der tilhøre den succesfulde festarrangør Molly (Alice Eve), som helt klart er en 10’er. Som tak for at han returnerer hendes mobil inviterer hun ham ud, hvilket bliver starten på et lidt overraskende forhold.

Manglende opfindsomhed

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se ”Overscoring”, fordi jeg synes at traileren virkede morsom og spændende. Men jeg blev ret skuffet. Producenten har ikke formået at tænke uden for boksen og den var forudsigelig fra første minut. Det er den samme gamle historie om den populære der falder for den mindre populære, men hvis man kan se bort fra det, synes jeg egentlig at den er meget god til at illustrere selvværdsproblemer.

Dejlige karakterer

Selvom jeg blev skuffet over selve historien, synes jeg ikke at filmen var dårlig. Den havde nogle virkelig skønne karakterer, som for eksempel Devon, Kirks ven, som bliver spillet Nate Torrence. Han formåede virkelig at bringe et smil frem på mine læber. En anden karakter jeg også var vild med var Patty (Krysten Ritter) som er Mollys veninde. Hun er så led og stor i munden, på en genial måde, at jeg ikke kunne undgå at holde af hende.
Humoren var også virkelig god, der er blandt andet en scene hvor Kirk skal intimbarberes, hvilket han ikke selv kan finde ud af, så han bliver nødt til at få hjælp. Jeg var ved at brække mig af grin, og på samme tid var det så pinligt at jeg var tæt på at rejse mig og gå!

En sikker sofafilm

Så skønt jeg ikke kan give for point for opfindsomheden når det kommer til historien, er der alligevel en masse ting der trækker lidt op. Blandt er der nogle virkelig gode sange, hvor min yndlings helt klart er ”Undiscovered” af James Morrison, det er en dejlig munter sang som passede rigtig godt til scenen hvor den var sat ind.
Jeg vil sagtens kunne anbefale den til en hyggeaften med venner og veninder når den kommer på dvd, og jeg vil da helt sikkert også tvinge et par veninder til at slutte sig til mig på sofaen med slik, dyner og pyjamasser. Men der er altså andet man kan bruge penge på, end en biograf billet til 90 kroner stykket.

- Hvad synes du om “Overscoring”?

Peter, 40 år, København

En af de bedste teenage-kærlighedskomedier jeg har set i mange år. (Er det mon så godt eller dårligt, min alder taget i betragtning ) “Overscoring” var ikke overgearet som mange andre komedier, og jeg synes at karaktererne opførte sig rationelt, hvilket gjorde humoren ægte og varm. Selvom plottet var forudsigeligt, faldt specielt musikken og humoren og varmen bare sammen til en rigtig rar oplevelse. Feel Good-film vil jeg simpelthen kalde den. Temaet med hvor man hver især ligger på en 10-skala, i et parforhold, var overhovedet ikke fjollet. Selvom mange måske ikke vil indrømme det, går vi jo alle og måler hinanden dagligt på rangstiger, så der var bestemt også stof til eftertanke. Pudsigt nok blev der i 1979 produceret en lignende komedie, nemlig 10 (ten), med Dudley More der møder skønne, sexede Bo Derek, som også er sat til den uopnåelige 10′er. Et “must” for filmelskere uanset alder.

Hvad der ikke er rart er Københavns Palads Biografs, Bio nummer 19 i kælderen. Uden at overdrive, er det den mindste og mest elendige bio jeg nogensinde har siddet i, og jeg forstår ganske simpelt ikke, at dem der ikke var anmeldere, ikke gik ud og fik deres penge igen inden filmens start. Bio 19 er lige så lang og smal som en flykabine, lærredet lige så lille som i en hjemmebiograf, og dørene ind til biografen — en oplevelse i sig selv — to sortmalede krydsfinerplader med fastskruede jernhåndtag, af typen som man ville skrue på en låge til et affaldsskur. Surround-lyden blev kastet helt forkert rundt i det lange lokale, og jeg fik nærmest klaustrofobi. Jeg forstår ikke at Palads-biografen kan være bekendt overfor filmselskabet, at vise deres film i så miserable omgivelser. Jeg talte med flere af de unge tilskuere, der også følte sig godt snydt.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Overscoring

Disney: Dansk eller engelsk tale? Undertekster eller ej? Det er altid de store spørgsmål, når teenagere skal i biografen og se animationsfilm. På DVD og Blu Ray kan man heldigvis vælge præcis hvad man vil, når man vil. Disney’s filmatisering af “Alice i Eventyrland” er utrolig flot og vellykket, og giver fremragende underholdning til store børn og unge. Og så er der lækkert ekstramateriale med Johnny Depp til pigerne!

”Alice i Eventyrland”

Instruktør: Tim Burton

Genre: Animation / Eventyr

Land: USA

Distributør: Disney Pictures

Premieredato: 6. juli 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Den nu 19-årige Alice Kingsley (Mia Wasikowska ), der som lille pige forsvandt ned i Wonderland, er blevet en næsten voksen ung kvinde med alle de krav og ansvar, der følger med. I forhold til normen i sin Victorianske tidsalder er hun meget fremmelig, og da det går op for hende, at den havefest hun er til, i virkeligheden er hendes egen forlovelsesfest med en adelig, men kedelig fyr, tager hun en tænkepause fra virkeligheden.

Falder i et kæmpe kaninhul

Ude i haven får hun pludselig øje på en kanin i en blå jakke, og da hun følger efter den, falder hun i et kæmpe kaninhul langt nede i baghavens skygger. Da hun lander, er hun i et meget mærkeligt land, hvor hun som en af de første møder The Mad Hatter (Johnny Depp). Han fortæller, at magten i Underland er blevet stjålet af The Red Queen (Helena Bonham Carter), der ikke alene er selvcentreret, magtgal, men også ukontrolleret hidsig, ond og hævngerrig.

Lidt uhyggelig og ikke for de mindste

Blandingen af rigtige skuespillere smeltet sammen med animation fungerer utrolig godt. Filmen har sit eget dystre Tim Burton-udtryk over sig, som passer til historien, jeg som barn også syntes var lidt uhyggelig og grænseoverskridende (specielt den blåstribede kats uhyggelige smil, kan jeg huske, at jeg havde mareridt over). Den nye filmatisering er stadig dyster og uhyggelig, og er tilladt fra 11 år. 9 år ville jeg nok have syntes var mere rimeligt, men der var mange 6-7 årige børn i biografen, da jeg så den til premieren, og det synes jeg bestemt monstrene er for uhyggelige til.

Skøøøøønt ekstramateriale

Er man filmelsker og/eller Johnny Depp-elsker (der var vist en masse kvinder der vågnede op dér), så bliver man overstadig glad når man ser ekstramaterialet. I så spændende en film, hvor man har tonsvis af greenscreen-optagelser og hvor måske 80% af filmen er computeranimation, er det en drøm for legebørn der går i opfyldelse, når man bliver slæbt med bag om kameraet, får lov til at gå i dybden med kostumerne, sminken og te-kander der er tre meter høje. De tre små dokumentarer, der til sammen varer 19 minutter, er virkelig gode. Det er jordbærret på toppen af flødeskumskagen, det er Johhny Depps charmerende smil, der med garanti giver alle piger geleknæ, og det er lige hvad man ønsker sig på en DVD og Blu Ray.

Bonus-materiale

Bag filmen
• Den Gale Hattemager (5:48)
• At finde Alice (6:04)
• Effekter i Eventyrland (6:37)

Vind
“Alice i Eventyrland på DVD”

Svar: Johnny Depp er 47 år

Vindere: Maria Kongslev, Århus – M. Frederiksen, Stege

Mere om “Alice i Eventyrland”:

Officiel side

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Alice i eventyrland på DVD og Blu Ray

Twilight: Som så mange andre teenagepiger måtte jeg simpelthen ind og se The Twilight Saga: Eclipse, til selve premieren. Der var kriller i maven og spændingen var helt i top, da filmen endelig kørte hen over det store lærred — og wauw! (Foto: Nordisk Film)

”Eclipse”

Instruktør: David Slade

Genre: Romantisk drama / fantasy

Spilletid: 125 minutter

Land: USA

Distributør: Nordisk Film

Premieredato: 30. juni 2010

Anmeldt af Maria Riget Hansen 16 år

Eclipse er fortsættelsen på trekantsdramaet mellem varulven (Taylor Lautner), vampyren (Robert Pattinson) og menneskepigen (Kristin Stewart). Bella vil så gerne forvandles til vampyr, at hun næsten ikke kan vente, men Edward vil ikke forvandle hende med mindre hun gifter sig med ham. På samme tid vil forvandlingen betyde, at hun ikke vil være i stand til at se sin bedste ven Jacob længere. I mellemtiden er der utallige mord og mystiske forsvindinger i Seattle, og familien Cullen tror nogen er ved at opbygge en hær af vampyrer, spørgsmålet er bare hvem? Og ikke nok med det, så er Victoria stadig på fri fod, og hun hungrer efter hævn for mordet på James.

Den bedste af de tre film

Jeg synes ofte det er svært for senere film i en serie, at leve op til etteren, og derfor frygtede jeg også at denne ikke ville kunne måle sig med de to andre, men jeg blev positivt overrasket. Faktisk synes jeg at Eclipse er den bedste af de tre film! Jeg ønskede slet ikke at den skulle slutte. Måske skyldes det den nye instruktør (David Slade) som blandt andet har formået at få skuespillerne mere med, det hele virker lidt mere oprigtigt, og jeg synes generelt at skuespillerpræstationerne er forbedret i forhold til Twilight og New Moon, hvor jeg flere gange synes at det virkede alt for indøvet, og at der slet ikke var følelse nok i deres skuespil.

Vidunderlig humor

Eclipse er også meget mere underholdende, og den har en fed humor. Filmen formår både at vise det inderlige had mellem Edward og Jacob, men der er også nogle scener med et par spydige kommentarer som simpelthen er geniale. For eksempel er der en scene hvor Bella fryser rigtig meget, og Edward, som jo er iskold, kan ikke varme hende op, så Jacob bliver nødt til det. Og han siger til Edward: ”Well, yeah, I’m hotter than you.” Det fik mig til at flække af grin, og Edwards ansigtsudtryk var så vidunderligt, at det bare gjorde det hele endnu bedre! Omgivelserne filmen er optaget i, er som altid meget flotte, specielt de snedækkede bjerge.

Og som min veninde sagde: ”Hvis det var mig der spillede Bella, ville jeg blive ved med at lave fejl i scenen, bare for at få lov til at blive kysset igen!”

Heldige Bella

Eclipse er en af de mest romantiske og intense film jeg længe har set! Edward må stadig holde igen når han kysser Bella, og det er næsten umuligt ikke at misunde Kristin Stewart for at få lov til at kysse Robert Pattinson! Deres kys er så nervepirrende, fordi man konstant er nervøs for at Edward mister besindelsen, og alligevel er det så vidunderligt romantisk. På et tidspunkt kysser Jacob hende endda, og hun slår ham! Så sad man der og tænkte: ”Hvad skete der lige der? Man skal da godt nok være bindegal hvis man ikke vil kysses af Jacob!” Og som min veninde sagde: ”Hvis det var mig der spillede Bella, ville jeg blive ved med at lave fejl i scenen, bare for at få lov til at blive kysset igen!”, hvilket jeg kun kan erklære mig enig i.

Når det så er sagt, er romantik ikke det eneste filmen indeholder. Der er også nogle virkelig fede kampscener, hvor det var svært at sidde stille i sædet, for man har hele tiden tanken i baghovedet om, at det umuligt kan ende godt! Men jeg synes ikke rigtig at Eclipse på noget tidspunkt blev uhyggelig, hvilket jeg blev lidt skuffet over, da jeg havde hørt rygter om, at det er den mest uhyggelige af de tre film.

Forbedrede computereffekter

Jeg synes virkelig at holdet bag filmen har formået at skabe en film i topklasse! Man skal nok have set de to andre for at kunne følge med, da de et par stedet hentyder til noget der er sket før. Der er så meget der er blevet forbedret, blandt andet er computereffekterne blevet betydeligt bedre. I New Moon syntes jeg for eksempel at ulvene var virkelig dårligt lavet, men det har de rodet bod på i Eclipse. Det eneste der stadig skal arbejdes på, er deres gang, som ser lidt spøjs ud. Det ser næsten ud som om de er lamme i bagkroppen, hvilket jeg sad og hyggede mig lidt over. Der dræbes også et par vampyrer, hvilket ikke er nogen hemmelighed, og den effekt de har lavet der, er så flot, at det virkelig ligner marmor eller diamant der bliver smadret. Det er virkelig flot.

Noget af det eneste jeg var lidt utilfreds med, var at de har skiftet Rachelle Lefevre (Victoria) ud med Bryce Dallas Howard. I starten er det ikke så tydeligt, men i slutningen af filmen hvor man ser hende tæt på, er det ret tydeligt. Hun ser meget yngre ud og er lidt mere engleagtig, hvor Rachelle virkede mere ondskabsfuld og hævngerrig i Twilight og New Moon.

Vi camperer foran computeren

Nu er jeg jo, som så mange andre teenagepiger overalt i verdenen, blevet suget godt og grundigt ned i hele dette forskruede vampyr-varulve-menneske-univers, så ventetiden til Breaking Dawn bliver lang! Men når den så kommer, skal jeg også bare finde telt og sovepose frem, så jeg kan campere foran computeren, indtil det online billetsalg åbner! Og så bliver filmen endda delt op i to, hvilket betyder dobbelt så meget Breaking Dawn!

Alt jeg har tilbage at sige er: Twilight fans, glæd jer!

Hvad synes DU om ECLIPSE?

Skriv din mini-ungdomsanmeldelse her:
Hvor mange stjerner giver du ECLIPSE og hvorfor?
Skriv så meget du har lyst til og gerne din alder, så vi ved at det kun er ungdomsanmeldelser, og ikke sure, gamle avisanmeldere der sniger sig ind med kun 2 stjerner og sure bøvser

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Eclipse

TIVOLI bugnede af fantastiske bands og solister i en ellers blæsende og råkold sommerweekend. Alle genrer var repræsenteret, og her er det rock med bandet “Rude Ever” fra Hvidovre Musikskole. De optræder med Paramore’s “Misery Business”.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Musikskolernes Dag i TIVOLI 2010

I et smukt TIVOLI udsmykket af lysegrønne, nyudsprungne bøgetræer, kunne man i dag opleve Efterskolernes Dag — dog i silende regn. Vi valgte de musiske skolers optræden på Pantomimeteatret, hvor eleverne med stor entusiasme fik publikum til at glemme alt om det fugtige forår. (Her er det elever fra Gram Efterskole.)

Af Peter Kock Henrichsen

Klokken var kun lige slået 12 på en søvnig søndag eftermiddag i København, da eleverne fra Gram Efterskole smed de første signaler ud i deres medbragte forstærkere. Det amerikanske rockband Tommy James & The Shondells’ hit “Mony Mony”, måske bedst kendt i Billy Idols cover-version fra 1987, fik straks fyldt de regnvåde tilskuerbænke med forventningsfulde elever, forældre og turister. En sød version af Christina Aquilera’s “Beautiful” tog over, og blev meget overraskende fulgt op af “We are the World”, en sang som de unge elever ikke kan have oplevet i 1985, da Michael Jackson og Lionel Richie skrev den til “Band Aid” – en forsamling af USA’s mest kendte kunstnere – som donerede indtægterne til et sultende Afrika. En dejligt nostalgisk nummer, som jeg ikke havde forventet fra så unge musikere.

Michael Jackson skabte fællesånden

Formiddagens store hit som fik publikum til at klappe med fra begyndelsen, var – selvfølgelig – et Michael Jackson nummer: “They Don’t Care About Us”. Gram’s trommeslager holdt rytmen flot, og det var det nummer som eleverne sang aller bedst på. En virkelig fed afslutning var det velvalgte Gasolin-nummer fra 1976 “This is my life”. Jeg var ovenud imponeret over, at den unge keybordspiller af hunkøn, også leverede den klokkerene vokal. Virkelig smukt sunget. Kor og arrangement fungerede rigtig godt, og eleverne fik virkelig vist, at de sagtens kan holde et publikum i skak uden hjælp fra lærerne. Det eneste vi manglede var et mørklagt TIVOLI og 50 fremstrakte hænder med tændte lightere.

Bind nu de lærere

Eleverne fra Gram fik på trods af lidt begynder-generthed alligevel spillet sig igennem en rigtig hyggelig setliste, som passede godt til publikum, og da først eleverne havde spillet sig varme, kunne man høre at de faktisk havet øvet en hel del til den store dag. Det var også skønt at se, at Gram Efterskole er med på beatet når det gælder mediedækning, men det tog rigtig meget fokus fra de optrædende elever, at skolens video- og stillfotografer vadede rundt på scenen, som var de usynlige. Der er en grund til at fotograven er opfundet til koncerter, og man må håbe at eleverne fra Gram binder deres medielærere, næste gang de unges band optræder på en så berømt scene som Pantomineteatrets i TIVOLI, så publikum kan få lov til at nyde de unge i fred.

Næsten bedre end Alicia Keys

Anderledes roligt var der heldigvis på scenen, da Den Rytmiske Efterskole fra Baaring trådte op. Her var eleverne endnu mere sikre i det instrumentale og vokale sammenlignet med Gram Efterskolen, men der skal vel også være en grund til at man kalder sig “Den Rytmiske Efterskole”. Fuldstændig fascinerende var Alicia Keys nummeret “If I Ain’t Got You”. Jasmin Gledorfs vokal var så trænet og professionel, at jeg fik kuldegysninger da hun trykkede til i omkvædet og ramte de høje toner. Skræmmende flot, fascinerende fraseringer, og absolut lige så godt som Keys selv kunne have sunget den. Uden tvivl dagens største musikoplevelse.

Mere om efterskolerne:

Gram Efterskole
Den Rytmiske Efterskole

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Fede bands på Efterskolernes Dag i TIVOLI

Filmatiseringen af det populære konsolspil er langt om længe i biograferne. Et modigt projekt fra Mike Newell og Disneys side, som heldigvis er endt i succes. Den akrobatiske Prins Dastan kaster sig ud i et farligt og spændende eventyr, som enhver fantasy elsker, vil synes godt om.

”Prince of Persia – Sands of time”

Instruktør: Mike Newell

Genre: Fantasy/Action

Land: USA

Distributør: Disney

Premieredato: 20. maj 2010

Anmeldt af Maria Riget Hansen

Den forældreløse gadedreng Dastan (Jake Gyllenhaal) bliver som ganske ung opdaget og adopteret af Kong Sharaman (Ronald Pickup), som er den persiske konge. Han vokser derefter op som prins af Persien, sammen med kongens to sønner Tus (Richard Coyle) og Garsiv (Toby Kebbell).

Femten år senere angriber de tre prinser og Nazim (Ben Kingsley), kongens bror, den hellige by Alamut, som Prinsesse Tamina (Gemma Arterton) regerer over. Ved et tilfælde finder Dastan en mystisk dagger, som senere skal vise sig at kunne skrue tiden tilbage. Midt i fejringen over sejren ankommer Kong Sharaman til Alamut, og han er ikke glad for deres angreb på den hellige by. Pludselig bliver han myrdet, og Dastan bliver anklaget for at være moderen, og må derfor flygte for at undgå at blive dræbt.

Fra spil til film

Som stor fan af Prince of Persia spillene, havde jeg store forventninger til filmen, hvilket aldrig er sundt. Men jeg blev helt sikkert positivt overrasket. Historien i filmen ligger langt fra historien i spillet, og så alligevel ikke. Mike Newell har gjort et fantastisk job med at fange essensen i spillet, og selvom filmen ikke handler om at han skal slå sandzombier ihjel, som måske også kunne have været gået hen og blevet lidt langtrukket, er der stadig steder man kan relatere til spillet. Blandt andet angrebet i starten, og måden hvorpå Dastan finder daggeren.

Jeg havde også en idé om hvordan filmen ville ende, og alligevel blev jeg lidt overrasket. Men Mike Newell har helt sikkert formået at få Prinsens akrobatiske bevægelser i spillet, overført til filmen, hvilket jeg synes er utrolig flot, da jeg vidste at det ville blive en svær opgave. Jeg savnede dog lidt af Prinsens sarkasme, da jeg ikke synes han var underholdende nok i filmen.

Skuespillerne gjorde et fantastisk arbejde, og jeg forelskede mig med det samme i Dastan. Og så havde han endda bar overkrop første gang man ser ham, hvilket ikke var et dårligt syn!

Fantastisk skuespillerpræstation

Skuespillerne gjorde et fantastisk arbejde, og jeg forelskede mig med det samme i Dastan. Og så havde han endda bar overkrop første gang man ser ham, hvilket ikke var et dårligt syn! Jake Gyllenhaal gav Dastan en naturlig charme, og spillede rollen overbevisende. Gemma Arterton, som spiller den stædige og modige Tamina, gjorde også jobbet virkelig godt. I scenen hvor Dastan opdager at daggeren er magisk, prøver Tamina at angribe Dastan, ved først at prøve at forføre ham, hvilket var så fantastisk. Da Dastan får skruet tiden tilbage, og griber hendes hånd før hun når at gribe ud efter sværdet, bliver hun direkte fornærmet over at han stopper hende, hvilket simpelthen var så underholdene.

Og så skal der holdes øje med William Foster, som spiller den unge version af Dastan. Godt nok var han ikke med særlig længe, men til gengæld synes jeg at han gjorde det utrolig godt. Han kunne godt gå hen og blive noget stort.

Man behøver ikke at være fan

I det store hele synes jeg at Prince of Persia var rigtig god — jeg blev i hvert fald ikke skuffet. Computeranimationerne var meget flotte, på nær lige i starten da de angriber Alamut, hvor det var alt for tydeligt at det var animeret. Men de har formået at bringe ånden fra spillene ind i filmen, og fået skabt en virkelig god historie. Man behøver ikke at være Prince of Persia-fan i forvejen for at se filmen, den kan sagtens ses af en der aldrig har hørt om spillet før. Men da jeg som sagt er meget stor fan af spillene, og derfor havde store forventninger til filmen, var det svært for den overgå mine forventninger, hvilket den skulle have gjort for at få topkarakter. Men den kan helt sikkert anbefales, både til fans og ikke fans.

Hvad synes du om “Prince of Persia”?

Peter, 40 år, København

Flot eventyrfilm med masser af action, og super charmerende hovedpersoner. Det var svært ikke at blive lidt forelsket i Prinsesse Tamina. Ret fint at der er så mange klatrescener ligesom i spillene. Jeg savnede dog lidt humor, ligesom der er i Indiana Jones-filmene.

Nathalie, 19 år, København NV

En fornøjelse at sidde og se denne film, en rigtig fed filmatisering af et godt computer spil. Måske ikke den vildeste film oplevelse ever, men stadig god action underholding. Filmen indeholder alt det den skal, masser af action og fede kamp scener, lidt romantik og replikker sagt med et smil på læben.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Prince of Persia – Sands of time

Den nye filmatisering af Robin Hood følger ikke de gamle, kendte myter som blandt andre Howard Pyle beretter om i sine bøger – det er en ny ukendt forhistorie. De middelalderlige kampscener har aldrig været flottere, men jeg savner nu en Robin Hood der har charme og sans for romantik, og ikke en der i opførsel, er en tro kopi af Gladiator.

”Robin Hood”

Instruktør: Ridley Scott

Genre: Historisk Drama

Land: USA

Distributør: United International Pictures

Premieredato: 13. maj 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Ridley Scott har vendt fuldstændig rundt på historien om Robin Hood. Til manges overraskelse er den nye filmatisering, forhistorien til alle Howard Pyle’s beretninger om Robin og hans muntre mænd fra Sherwood-skoven.

Vi begynder da Kong Richard Løvehjerte dør under indtagelsen af en fransk borg. Bueskytten Robin Longstride (Russell Crowe) og hans venner ’lille’ John, Will Scarlett og Allan A’Dayle, beslutter sig at vende tilbage til England, men undervejs bliver de vidne til overfaldet på ridderen Robert Loxley, der skal bringe kronen til Richards lillebror og arving, Prins John. Loxley bliver dræbt, men ved at udgive sig for ham, får Robin og hans venner skibslejlighed til England, hvor de afleverer kronen. Robin møder Sir Roberts smukke enke Marion (Cate Blanchett), men inden romantikken for alvor når at blomstre, får Prins John ødelagt idyllen ved at opkræver så meget skat, at eksistensgrundlaget bliver taget fra de almindelige bønder. Til sidst får Robin og hans mænd nok.

Gladiator i Sherwood-skoven

Som sagt har Ridley Scott udfra sit store kendskab til perioden, fuldstændig genopfundet historien om Robin Hood. Scott tager udgangspunkt i en realistisk version af, hvordan det kunne være foregået. Min store problem med det, er at man tager en figur som har været låst fast i filmens verden de sidste 100 år, som en charmør, en mand med humor og en som tager fra de rige og giver til de fattige. Russel Crowes udgave af Robin Hood er fuldstændig modsat: en rå kriger, som i begyndelsen af filmen kun tænker på egen berigelse, og som måske besidder en masse rå maskulin charme i nogle kvindeøjne, men ikke på den forførende og romantiske måde. Jeg kan kun huske at Russel Crowe smilede en enkelt gang i hele filmen – ellers var det bare total hårdt Gladiator-stenfjæs. Jeg elskede Gladiator, men jeg elskede ikke Gladiator i Sherwood-skoven, og jeg savnede virkelig Kevin Costner.

Fascinerende flotte middelalderkampe

Mine 4 stjerner går udelukkende til de helt fantastiske, middelalderlige kampscener i den første halvdel af filmen, hvor Robin og hans medsoldater forsøger at indtage en borg. Aldrig har jeg set buen som noget fascinerende våben før i denne film, hvor pilene suser om ørerne på alt og alle, i kaos der fik mig i ekstase, og i den grad op af biografsædet. Svedige hest, blodige sværd, nærkampe og en unik genskabelse af byen Nottingham, var det hele værd. Visuelt er det den flotteste og mest actionfyldte Robin Hood nogensinde – handlingsmæssigt havde jeg hellere set den gamle historie genfortalt.

Hvad synes du om “Robin Hood”?

Maria, 16 år, Slangerup

Jeg må ærligt indrømme at mine forventninger til filmen ikke var særlig store, men wow jeg blev overrasket! Jeg blev blæst helt væk, og var helt oppe og køre over filmen. Scenerne var så flotte, og så autentiske at det næsten føltes som om man var blevet sendt tilbage til det 12. århundrede. Skuespillerne var fantastiske, og den forstod virkelig at opbygge en middelalderlig stemning. Det var dog vild action hele vejen igennem, som jeg havde troet det ville være, men det gjorde mig ikke noget, da jeg stadig synes den var spændene de mere stille passager. Det var en hel ny version af historien om Robin Hood, og jeg synes at den gjorde det virkelig godt. Ét ord: Wow!

Mette, 15 år, Hammel

Det er ikke Robin Hood som vi kender den, det er historien før det hele. Ved du ikke det vil du være forvirret fra start og indtil den sidste halve time. Det gjorde det utrolig svært at koncentrere sig om handlingen, der ikke var lige så ”handlingsfuld” som jeg husker de tidligere film. Jeg sidder også tilbage med en masse spørgsmål: Hvorfor Godfrey holder med franskmændene, hvorfor folk pludseligt ikke kalder Robin ved hans dæknavn mere, hvorfor en til slut siger ”bedre kendt som Robin of the hood” når vi ikke har hørt nogen kalde ham det før i filmen… jeg kunne nævne nogle stykker. Men drama er der og især de to hovedskuespillere gør det rigtig godt.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Robin Hood