Ungdomsanmeldelse: Stjerner på stribe, fantastiske sange og storslåede danseopsætninger er blot nogle af ingredienserne i “Nine” – filmen fra manden bag kæmpesuccesen Chicago. Historien er skrevet over Federico Fellinis verdensberømte mesterværk, ‘8 1/2′, der også har spillet som musical på Broadway. “Nine” er et festfyrværkeri af flotte kostumer, godt skuespil men med så mange letpåklædte kvinder og ulødige dansetrin, at de mindste i familien nok skal blive hjemme.

”NINE”

Instruktør: Rob Marshall

Genre: Musical

Land: USA

Distributør: Uip.dk

Premieredato: 14. januar 2010

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Han er Italiens største instruktør, berømt, eftertragtet og tilbedt; Guido Contini. Hele verden venter med spænding på hans nye mesterværk der skal få ham tilbage på toppen efter det seneste flop. Men pludselig vælger inspirationen at forlade ham. Produceren og skuespillerne står klar, mens manuskriptet forbliver blankt. Kreativt men også privat smuldrer tilværelsen for Guido. I håbet om at få livet tilbage på ret køl, søger han inspiration i de mange kvinder der har formet ham.

Kunne du li’ Chicago?

Kunne du lide Chicago, vil du helt sikkert også kunne lide Nine. Filmen er spækket med lækker musik, fantastisk koreografi, smukke dansere og ikke mindst tonsvis af pailletter, fjerboaer og sensualitet. Ligesom i Chicago er sangene blevet en hel film i sig selv. I ægte montage-stil, vises de i flashback-agtige scener når hovedpersonen mindes de ni kvinder der har betydet mest for ham. Dette betyder at show-numrene ikke behøver at overholde samme realisme som resten af filmen, men kan folde sig ud i al sin voluminøse, sprudlende og glitrende pragt, som de oprindelig blev fremført på Broadway.

Lårkorte kjoler og spredte ben.

“Nine” er en lang tour de force gennem den stakkels Guido’s besværlige besættelse af kvinder, og det gøres bestemt heller ikke let for ham; Konstant omgives han af lokkende kvinder, om end det er i skikkelse af Fergie som den temperamentsfulde barndomsforelskelse, Penélope Cruz som den sårbare elskerinde eller Nicole Kidman som verdensstjernen Claudia Jenssen. Sensualiteten driver nærmest ned af væggene i biografmørket, og der var flere scener hvor jeg undrede mig over at aldersgrænsen kun var sat til 11 år!

Med en snert af showtime og Italiano

Historien om Guido er en fantastisk rejse gennem en nedbrudt mans liv. Filmen er fortalt utrolig flot og skræller lige så langsomt hele den glamourøse og feterede overflade af jobbet som verdenskendt instruktør. Selvom filmen varer næsten to timer, føler man sig godt underholdt på hele rejsen. Ikke mindst er de pompøse sang-scener et forfriskende pust, der viderefører følelsen af ægte showtime fra Broadway. Selve billedsiden er præget af det fantastisk smukke italienske landskab, som man ikke kan andet end at fortabe sig i.

“Nine” er bestemt et biografbesøg værd, skønt den påtagede italienske accent til tider er lidt for meget, så må specielt ikke Chicago-fans snyde sig selv for denne hede perle.

- Hvad synes du om “NINE”?

Mette, 15 år, Hammel

En film af en art man ikke ser så ofte. Jeg sidder med blandede følelser om ”Nine”. Selve historien var en smule forvirrende og ikke særlig indholdsrig. Skiftet mellem nutid og fortid forvirrede mig i starten, og gjorde det svært at følge med i, hvad der egentligt skete.

Men skuespillerne leverede et fantastisk stykke arbejde, og sangene var så kraftfulde og medrivende, at jeg sad og forestillede mig det hele, som havde det været et teaterstykke. Dét ville være fantastisk. Så store stemmer til så store sange. Der er ikke mere at sige end, for musikkens skyld – se den!

Astrid, 15 år, Hammel

Film-musicalen ”Nine” behandler livets store spørgsmål, og den gav mig noget at tænke over.

Flashbackene gør handlingen lidt forvirrende, men giver dog et godt indtryk af den forvirrede hovedperson.

Musikken spiller en stor rolle hele filmen igennem, fordi vi derigennem lærer de forskellige kvinder i hovedpersonens liv at kende. Numrene er meget stemningsfyldte.

Da lyset tændtes, sad jeg med en følelse af håb. Filmen handler om, hvordan man skal leve sit liv. Kan man lyve sig gennem det? Har man brug for en at dele det med? Eller er det vigtigere end at have succes med sin karriere?

Lise, 18 år, Birkerød

Det første der falder mig ind, efter at have set muscialen “Nine” er, at aldersgrænsen nok burde sættes op til 15 i stedet for 11. For mere end almindelig sensuel, det var den. Udover det, så var jeg som dedikeret musicalfan, lykkelig for endnu en gang at få lov at opleve en broadwaymusical uden at behøve at flyve til London eller New York.

Jeg kunne ikke andet end elske de flotte sange og de endnu flottere danseopsætninger á la Chicago. Til tider var historien og replikkerne dog en smule søgte, men de flotte skuespiller præstationer fra et væld af stjerner som Fergie, Nicole Kidman og Penelopé Cruise, fik alligevel båret historien fint til enden.

Filmen henvender sig fortrinsvis til et publikum over den seksuelle lavalder, og specielt til andre musical elskere. Samlet set mener jeg at det er en god film, der er værd at tage ind at se, for selvom historien ikke var den mest velskrevne set til dags dato, så havde den alligevel sin egen charme, og jeg kunne ikke helt undgå at blive grebet af sangene, koreografierne og de flotte skuespillerpræstationer.

Peter, 40 år, København

Fantastisk smukke billeder fra Italien. Det var lige som at være på ferie dernede. Jeg elskede skuespillet, sangene og dansenumrene, men historien var desværre lidt tynd, og ikke særlig spændende.

Jeg havde glædet mig mest til at se Nicole Kidman, men det var nu Penélope Cruz som tog min opmærksomhed, i rollen som Carla. Hun var så gennemført uintelligent, og samtidig bevidst om det, på en facon der var virkelig morsom.

Det er godt nok også sket ting og sager med Daniel Day-Lewis siden hans storrolle i “Den sidste mohikaner” i 1992.

“NINE” bliver aldrig “Chicago”, men det var en god og anderledes biooplevelse, og det er virkelig tiltrængt med sådanne unikke film!

Mere om “NINE”:

Officiel side

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: NINE

Ungdomsanmeldelse: “Endnu en tegnefilm med animerede dukkelignende figurer med spaghettiarme. Endnu en samlebånds-fabrikeret film der skal gå efter de billige grin. Puha!” Nogenlunde sådan tænkte jeg da jeg først hørte om filmen. Men man skal ikke skue hunden mod hårene, og jeg måtte da også æde alle ordene i mig igen, da jeg havde set denne appetitlige, humoristiske farveeksplosion af en katastrofefilm.

”Det regner med frikadeller”

Instruktør: Phil Lord

Genre: Animation

Land: USA

Distributør: Sony Pictures

Premieredato: 21. januar 2010

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Flint er det oversete geni, som hele livet igennem har måttet leve med de andres hånlige grin når han har præsenteret sine – efter egen mening – geniale opfindelser. Kun hans mor tror på hans evner, og da hun dør overlades han til den egensindige fader, der ikke kan acceptere sønnens skøre ideer. Anerkendelsen venter dog lige om hjørnet, da Flint opfinder en maskine der kan lave vand til mad. De uendelige madbyger ligner en vaskeægte succes, men noget galt og pludselig truer maskinen med at begrave hele verden i dynger af is og frikadeller.

Alt andet end ordinær

Det er ikke småligegyldige temaer som behandles i animationsgenrens nyeste skud på stammen: ”Det regner med frikadeller”. Klimakrise, menneskeskabte miljøkatastrofer og hungersnød, er blot nogle af tematikkerne i dette fortællelystne eventyr, der starter som så mange andre animerede film med en ellers halvkedelig “Terkel-i-knibe”-agtig animation. Det stod dog hurtigt klart at denne madkrig var alt andet en ordinær.

Mest for de voksne

Humoren i denne genfortolkning af bogen “Cloudy with a chance of meatballs” fra 1978 er intet mindre end enestående. Underspillet og sort humor lykkedes sjældent til fulde i animerede børnefilm hvor den ofte i stedet bliver latterlig og plat. Dette kan man i midltertid ikke sige i dette tilfælde, hvor latterkramperne faldt som perler på en snor, og hvor der var ligeså meget (hvis ikke mere) at grine af for de voksne.

Grotest, vanvittig, farvestrålende og morsom

I disse tider hvor animationsteknikken bliver billigere og billigere, spyttes den ene film ud efter den anden i en næsten udendelig strøm, ikke ulig Flints maddublikeringsmaskine. Og man kunne da også have frygtet at ”Det regner med frikadeller” ville gøre sine artsfælder trop, hvis ikke det havde været for filmens fantastiske selvironi.

Historien er bestemt ikke opfindelsen af den dybe tallerken, men det prøver filmen absolut heller ikke at lægge skjul på! Skaberne har kørt linen helt ud, og gjort det hele så groteskt, vanvittigt og farvesprudlende at man ikke kan andet end at grine af det. Ikke på noget tidspunkt prøver filmen at være noget den ikke er. Vidunderligt.

Ingen Avatar, men bestemt seværdig

Animationen er som sagt middelmådig, og 3D-effekten er desværre ikke udnyttet til fulde (og da slet ikke sammenlignelig med eksempelvis “Avatar” som benytter lignende teknik). Men filmen er original, og forstår at tage, undskyld sproget, pis på sig selv. Som kirsebærret på toppen, gemmer den endda på en smuk morale om det at blive accepteret i samfundet, om at turde være sig selv og om at forfølge sine drømme.

- Hvad synes du om “Det regner med frikadeller”?

Peter, 40 år, København

Vildt skæg animation! Total vildledende titel. Det lyder som noget for meget små børn, men det er den bestemt ikke. Minimum 7 år vil jeg sige, og endnu sjovere for større børn, teenagere og voksne. Her er det bestemt ikke en pligt, at tage med børnene i biografen.

Desuden regner det heller aldrig med frikadeller, det regner med spaghetti og KØDBOLLER på et tidspunkt, men ikke frikadeller. Animationerne er set flottere men det gør ingen verdens ting, for det er nok den sjoveste animationsfilm siden “Bolt”.

Tørre kommentarer som da Flint bliver trådt i øjet, og høfligt siger: “Det gør ingenting, det er bare – SMERTE!” gik rent ind hos mig, og sådan fortsætter filmen med små skægge episoder. Hele tiden kan øjet finde små skægge happenings i Flints by, når alle bysbørnene kaster sig over den overdådige mad. Til sidst ender vi i et sci-fi tema der minder uhyggeligt meget om “ALIEN”. Skægt med skæg på! Forresten lægger Cecilie Stenspil en vidunderlig stemme til Sam Sparks. Blot stemmen blev jeg helt forelsket i.

Mette, 15 år, Hammel

Det starter med burgere og ender med en tornado af kæmpepastaer. ”Det regner med frikadeller” er uden tvivl speciel – på den gode måde. Bag de sjove animerede figurer er en rørende historie og nutidsrelevante temaer. Især Flints historie om hans far som aldrig stolede på hans drømme og talenter fængede mig og gjorde filmen til mere en bare en børnefilm. Dog modsat mange af dem, der sad med mig levede humoren ikke op til mine forventninger. Filmens brug af 3D gør at billedet bliver en smule sjovere og end 2D, men det kunne være brugt mere optimalt. ”Det regner med frikadeller” er mere end blot en børnefilm og har noget at byde på til alle aldre og køn.

Nanna, 12 år, Birkerød

Jeg synes at filmen var sjov, fordi at der var nogle lidt platte ting/replikker som man bare ikke kunne lade være med at grine af, og man hyggede sig virkelig da man så den. Jeg synes også at man kunne leve sig ind i filmen, og man blev hurtigt revet med i den gode handling, og et sjovt univers. Jeg bemærkede også at filmen indeholdt ting som man virkelig kunne tænke over, også lang tid efter. Som fx at redde planeten, og ikke udlede for meget CO2 og at passe på vores planet.
Nogle gange synes jeg desværre også at det sjove og underlige blev lidt for meget og at man var et spørgsmålstegn en gang i mellem, fordi at det hele nogle gange gik lidt over gevind.

Alt i alt så synes jeg at det var en god film som jeg godt ville kunne anbefale til andre, både piger og drenge, voksne og børn i alle aldre. Jeg vil give filmen “Regner med frikadeller” 5 ud af 6 stjerner. – Og en glad smiley

Andrea, 12 år, Birkerød

Jeg syntes at det var en rigtig god film, fuld af sjov og spænding. Det var ret sjovt at man nærmest fulgte Flint, gennem hans liv, fra da han var en helt lille skole-videnskabs-nørd, til han blev voksen og stadig var nørd.

Flint lavede en masse sjove opfindelser, og ikke mindst madmaskinen der kunne lave vand om til mad.
Filmen var rigtig godt animeret, og man sad nærmest og fik mundvand af alt det lækre mad der bare faldt ned i hænderne på folk.

Jeg grinte gang på gang, for der var simpelthen så mange sjove kommentarer og ansigter i den film så man kunne ikke lade værre. Jeg vil meget gerne anbefale denne her film, til alle der elsker at få sig et godt grin.

Urd, 18 år, Birkerød

Filmen havde en forholdsvis forudsigelig historie, men det gjorde ikke så meget. ”Det regner med frikadeller” var morsom – på nogle tidspunkter hylende morsom – og havde nogle sjove figurer.

Det fede ved filmen var også, at den kan ses som en kritisk kommentar til vores overkonsumerende samfund.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Det regner med frikadeller

Ungdomsanmeldelse: Den legendariske engelske digter Oscar Wilde vækkes for en stund til live i “That Theatre Company”’s opsætning af “In Extremis”. Ian Burns og Annemette Andersen som eneste medvirkende, åbner et kighul ind i fortiden til det mystiske møde mellem Wilde og spåkonen mrs. Robinson.

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Oscar Wilde var en af Englands største poeter, men hans seksualitet blev hans endeligt i et samfund hvor homoseksualitet var strafbart. Kort inden sin arrestation, besøgte Wilde den kendte spåkone Mrs. Robinson for at søge råd. Hvad hun har sagt den aften, er der ingen der ved, men hvordan kan det være at han valgte at kæmpe imod hele systemet, og hvorfor forlod han ikke England mens tid var?

”Hvor f… ligger Krudttønden?!”

Regnen silede ned fra en blæksort nattehimlen, da vi efter megen møje og besvær, og utallige spørgen’er om vej, ankom til Krudttønden. Med gennemvåde sokker og bluser satte vi os rystende af kulde ind i den lille teatersal. Lyset dæmpedes, mens en diskret lydkulisse førte os ind i en tidslomme. En tidslomme hvor den for længst afdøde Mrs. Robinson og hendes klient Oscar Wilde, fik talerum til at fortælle hvad der egentlig forgik den skæbnesvangre aften bag de tilrullede gardiner.

Vild med Wilde

Forventer man glitter, glimmer og masser af wow-effekter, er man med “In Extremis” gået forkert i byen. “In Extremis” er en forestilling skrabet for overflødigt fyld, til fordel for den gode historie og flotte skuespil. Både Annemette Andersen og Ian Burns, som eneste medvirkende, spiller med stor overbevisning og overskud.
Ligeså kom Brechts verfremdungseffekt til sin ret, når tiden på skift blev sat i stå for enten Robinson eller Wilde, hvorefter den anden, henvendt til publikum, delagtiggjorde os i deres tankespind.

Forberedelse hjemmefra

Dialogen er på engelsk, det var vi forberedte på, men ikke desto mindre måtte vi holde fast i stolekanten for at bevare overblikket.

Det frustrerede os en smule, at stykket mestendels byggede på informationer som man skulle have erhvervet sig inden man satte sig til rette. Og vel at mærke informationer som vi ikke havde, da det desværre ikke var blevet os fortalt, at der på teaterets hjemmeside lå massere af undervisningsmateriale om historien bag!

Derfor var stykket til tider en smule tungt, og det var ikke alle pointer der sev ind – selvom jeg da skulle mene at jeg forstod langt det meste.

Vurdering

“In Extremis” er en meget flot og tankevækkende forestilling, der giver nogle gode bud på hvorfor Wilde gjorde som han nu engang gjorde. Tempoet er skuet i bund, hvilket dog kun er en fordel med al den information man skal holde styr på. Skønt vi intet vidste om Oscar Wilde før vi kom, var det en smule klogere og en god oplevelse rigere, at vi atter begav os ud i den iskolde oktoberregn.

- Hvad synes du om “In Extremis”?

Camilla, 17 år, Dragør

It is incredible how only two actors can make such an entertaining show, and I was very impressed how they were able to remember the long dialogue.

Both Annemette Andersen and Ian Burns were very intense. I could really feel the atmosphere of Wilde’s wealthy life among celebrities and scandals in England.

The topics they brought up were fascinating and intelligent, like when the palm-reader tells that when people doubt her, she tells them something obvious, that makes them believe her.
It was sometimes a little hard to follow. I think I should have known a little more about Oscar Wilde.

Simon Dyreby, Hillerød

In extremis er en fremragende forestilling med stærke skuespillere og gode monologer. Og monologerne især, skal fremhæves eftersom stykket i store træk bestod af disse. – til tider meget lange monologer. Ikke at der er noget galt i det men da de ofte omhandlede datoer, navne, episoder mistede man let overblikket.

Det engelske sprog var ikke svært at forstå, men når man på den ene side skulle holde tungen lige i munden for at oversætte, var det ekstremt svært at følge med i den egentlige handling.

På trods af at man nok skal have en hvis viden omkring Oscar Wilde og hans liv er stykket virkelig godt. Skuespillerne spiller ekstremt godt og overbevisende, også selvom de til tider bliver udsat for ekstrem svær dramatik, klare de det virkelig godt.

Stykkets 1 time er passende og skuespillerne er med til at skabe en god teateroplevelse. Jeg vil anbefale denne forrestiling til skoleklasser, der har om Oscar Wilde eller privatpersoner der har en bagviden omkring den kendte forfatter.

Niklas Kongerslev, Taastrup

Først og fremmest – fantastisk stykke – skuespillet faldt naturligt og professionelt. Jeg havde store forventninger fra start, da jeg kendte en del til mr. Burns vældig imponerende bedrifter som skuespiller.

Til gengæld, kendte jeg ikke til Oscar Wilde og hans virke – det gjorde så, at jeg relativt tidligt måtte stå ”handlingsmæssigt” af – jeg forstod hvad de sagde, og havde ikke noget problemer med det engelske – men konteksten og forskellige årsager til det der blev sagt, kendte jeg ikke noget til.

Derfor tror jeg man skal kende noget til mr. Wilde før man får det fulde udbytte. Men både Burns og hans kvindelige medskuespillerinde Annemette Andersen, var formidable! Alt i alt en fremragende, meget intim, flot teateropsætning!

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

In Extremis – Oscar Wilde for gymnasieelever

Ungdomsanmeldelse: For femte gang siden 1992 åbner Mastodonterne dørene op for familiemusicalen Ronja Røverdatter, og inviterer endnu engang publikum med til de svenske skove i selskab med røverdatteren Ronja og Borkasønnen Birk. Undertegnede tog familien med til Frederiksborg centret, for at se om der stadig var kraft og saft i den gamle historie.

Anmeldt af Mikkel Hilgart

Klassikkeren ”Ronja Røverdatter” er skrevet af Astrid Lindgreen, og handler om røverdatteren Ronja, hvis familie altid har været i totterne på den rivaliserende Borkaslægt. Da Ronja en forårsdag møder den jævnaldrende Birk, søn af Borka, skaber det et vældigt røre de to familer imellem. Men Ronja og Birk vil ikke lade sig skille på grund af deres forældre.

Fantastiske Ronja

At Mastodonterne er et amatørteater, er næsten ikke til at se. En håndfuld dygtige sangere, og et stort, professionelt ensemble, sprudlende af energi løfter forestillingen til et højt niveau.

Specielt Klara Shelton, i titelrollen som Ronja Røverdatter, må fremhæves. Hun er en sand energibombe, man ikke kunne andet end at trække på smilebåndet over, ligesom hendes far Mattis, i skikkelse af Jannik Nielsen, imponerede som den barske røverkonge med det bløde faderhjerte.

Flot opsætning

Allerede inden stykket begyndte, medvirkede blinkende stroboskoplys og buldrende lydeffekter til at man straks følte sig draget hinsides Mattisborgen.

Også visuelt var forestillingen en fryd. Den flytbare scenografi, lyssætningen og ikke mindst flotte effekter som den brusende elv, postulerede ligeså Mastodonternes professionalisme.

Ikke meget på spil

Med en af Astrid Lindgrens mest elskede klassikere og Sebastians iørefaldende musik som grundlag, er der ikke meget på spil for Mastodonterne, når de for femte gang sætter Ronja Røverdatter op.

Efter så mange opsætninger, ville det være på sin plads med lidt fornyelse, og frisk luft. Alle kender historien om Ronja, og netop derfor ville lidt ændringer i originalmanuskriptet have piftet oplevelsen op. Der var ingen overraskelser undervejs, og specielt det ’gammeldags og højtidelige’ sprog Birk og Ronja førte, ville have godt af en ansigtsløftning anno 2009.

Dette ændrer dog ikke ved, at Mastodonterne igen i år har stykket en fin musical sammen, der med garanti vil glæde mange børnefamilier landet over.

- Hvad synes du om “Ronja”?

Andrea, 11 år, Birkerød

Jeg syntes at Ronja røverdatter var en rigtig god musical.

Skuespillerne spillede rigtig godt, og de sang de også helt fantastisk! Der var en masse sange med, og de var alle rigtige ørehængere.

Og specielt syntes jeg at ”Min skov, din skov”, ”Ulve sangen”, ”Anemoner” og ”Vaskesangen”, var rigtig gode.
Nogle gange syntes jeg at Ronja og Birk havde lidt for meget energi, også selv om de skulle spille kede af det. Ellers var det et rigtig godt stykke, med drama og venskab! Så jeg vil anbefale alle at gå ind at se den!

Tid:

I TIVOLI fra torsdag d. 8. oktober 2009, kl. 19.

Adgangspriser:

Fra kr. 125,- til kr. 295,-

Tip:

Teaterbilletterne til “Ronja” giver også adgang til “Halloween” i TIVOLI.

Kort:

Se TIVOLI’s Koncertsal på et kort

Links:

• spilledage • www.ronja.dk

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Ronja Røverdatter

Ungdomsanmeldelse: ”Mænd der hader kvinder” er filmatiseringen af svenske Stieg Larssons bestseller krimi fra 2006 af samme navn. Bogen har vundet adskillige priser, og er blevet kåret til nordens bedste krimi. Arven efter Stieg Larsson må unægtelig have været tung at løfte, og det kunne være gået så gruelig galt. Det gjorde det dog heldigvis ikke, og nu er denne potentielle Blockbuster endelig på gaden.

Af Mikkel Hilgart, 17 år

Journalist, Mikael Blomkvist, fra det lille tidsskrift Millinium, hyres at rigmanden Henrik Vanger til at skrive dennes selvbiografi. I virkeligheden er dette dog blot et skalkeskjul, da Henrik Vanger ønsker at Mikael skal opklare et 40 år gammelt mord.

Sammen med den indadvendte, men utrolig intelligente hacker, Lisbeth Salander må Mikael dykke ned i hele Vanger Koncernens dystre fortid, for at opklare mysteriet om Harriet Vanger.

Med et strejf af danskhed

Danske Niels Arden Oplev, har sammen med det halvt danske filmhold, skabt en intet mindre end fantastisk film. Ændringerne fra bog til film er elegante, og man sidder ikke på noget tidspunkt med følelsen af ”hvorfor har de klippet den del ud” eller ”det var da ikke sådan det skete”.

Gennemførte Lisbeth Salander

Ligeså har casterne gjort et flot job, med at finde skuespillere der i næsten uhyggelig grad ligner dem, vi lærte at kende så godt i bogen. Specielt fremhæves skal filmens kvindelige hovedrolle. Den på samme tid spinkle og fandenivoldske Lisbeth Salander, er gennemført portrætteret af Noomi Rapace og hendes personskildring kryber lige så uhindret ind under huden på tilskueren, som hun gjorde i bogen.

Iskolde Sverige

Rent teknisk har Oplev også begået en visuelt flot film, sammenlignelig med store Hollywoodsucceser, som eksempelvis ”Da Vinci Mysteriet”, blot er Frankrigs frodige landskab skiftet ud med det sneklædte, iskolde Sverige.

Intet ekstramateriale

Vi er i dag blevet vant til, er der ved købet af en DVD følger timevis af mere eller mindre interessant ekstramateriale med.

Dette er dog ikke tilfældet denne gang. DVD’en er i den grad skrabet for overflødigt fyld, og tre små trailere for de følgende film i triologien, er hvad der er blevet plads til. ærgerligt, da det ellers havde været spændende at se hvordan denne nordiske storfilm er blevet til.

Vurdering

Manglende ekstramateriale kan dog ikke ændre ved at de 146 minutter som selve filmen varer, ikke er ét minut for meget. Filmen er rendyrket spænding fra start til slut, og at filmen allerede er et hit vidnede den bragende biograf succes i foråret også om.
Snyd ikke dig selv for årets bedste krimi!

Mænd der hader kvinder.

• Sprog: svensk
• Undertekster: dansk, svensk, norsk, finsk

Ekstramateriale:
Der er intet ekstramateriale på hverken den almindelige DVD eller BLU-RAY.

Alt ekstramaterialet er planlagt til, at hele trilogien samles i en overdådig boks om et års tid.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: “Mænd der hader kvinder” på DVD

Dokumentar: Bubber: “Den her skov er næsten som om det er en kæmpe kulisse til en film, hvor ‘Jurrasic Park’-dinosauerne de bare støder frem lige hvert øjeblik det skal være. Er du ikke imponeret over det her?”
BS: “Jo, jo, men prøv lige at være lidt stille! Bare en time.”
Nu kommer alle afsnittene med “Bubber og BS” i én samlet dvd-boks, med både Afrika-turen, Canada-turen, oplevelserne i det danske forsvar, og turen til Ranger School i USA. En rigtig “action-pack” spækket med friluftsliv, udfordringer, og tør tør humor.

Af Peter Kock Henrichsen

De to første dvd’ere i den nye dvd-boks, om Bubber og BS, tager os først på natur-eventyr til Sydafrika og dernæst ud i den canadiske vildmark.

Jeg blev grebet lige fra begyndelsen.

Er der blot det mindste strejf af friluftsmenneske i én, rykker det så meget i vandrestøvlerne når BS disker op med klatring, dykning, rapelling, spændende skydeøvelser med både riffel og haglgevær, samt tilberedning af dagens nedlagte bytte over bål.

Alt dét vi af naturlige årsager, ikke selv fik lov til at prøve som spejdere.

Den dynamiske duo

Afsnittene er alt andet end monotone, for der er en fantastisk dynamik mellem Bubber og BS. Det ene øjeblik synes man, at BS måske er lige lovlig militaristisk og konservativ når tingene kun kan gøres på én måde. Det andet øjeblik synes man Bubber opfører sig som en 5-årig pige, når han trækker armene tæt til kroppen med et ryk, blot fordi han skal slå en fisk ihjel.

Endelig fryder man sig når tingene endelig kører for Bubber og BS som et team. Når Bubber endelig lærer at dykke, eller Bubber og BS som to små drenge suser hen ad skinnerne på en skinnecykel de har ”fundet” på en idylisk nedlagt banestrækning.

Det bedste af det hele er den humor der hele tiden opstår, når Bubbers og BS’ livssyn kolliderer. De får begge leveret så mange uplanlagte replikker, der er så rammende, at man får lyst til at skrive dem alle sammen ned.

Man bliver tvunget til at tage stilling

Morale er der også masser af, for BS evaluerer altid aktiviteterne med en lille mand-til-mand snak med Bubber. Det kan måske virke lidt skolelærer-agtigt, men på den anden side, bliver man som seer også selv tvunget til at tage stilling i de etiske dilemmaer BS stiller op, som for eksempel kunne omhandle jagt eller krig.

Naturoplevelsen er så intens at man bare må ud

Den fantastisk smukke natur, og det rige dyreliv i både Afrika og Canada gør så stor indtryk, at man virkelig skal tage sig sammen, for ikke at styrte hen til pc’en og bestille flybilletten med det samme. Er man glad for natur og friluftsliv, sidder man og bliver helt misundelig over at være i mesterlære hos BS, da han altid har styr på alting og ved så forrygende meget om natur, planter og dyr.

Men når det kommer til den militaristiske disciplin, er man dog glad for at man selv sidder med kaffekoppen i hånden, og at det er Bubber det går ud over.

Bubber & BS på afveje (Sydafrika – Disc 1)
• Afrikansk lejrtræning og riffelskydning
• Ballonflyvning og overnatning i træ
• Leoparden
• Flodheste-sightseeing med nightvision
• Antilopejagt med riffel
• Rapelling og løvefotografering

Bubber & BS på nye afveje (Canada – Disc 2)
• Første dyk i Canada, skydetræning med haglgevær
• Krabbejagt og natdykning efter blæksprutter
• Søløvernes Ø
• I Havkajak efter spækhuggerne
• På tømmerflåde efter den hvidhovedet ørn
• ATV-kørsel, klatring og bjørnejagt

Bubber og BS i trøjen

Af Mikkel Hilgart, 17 år

”Bubber og BS i trøjen” er tredje dvd i serien om det skæve makkerpar; entertaineren Bubber og jægersoldaten B.S. Christiansen.
Efter rejser til Canadas ødemark, og Afrikas savanne går turen denne gang til det danske forsvar. Bubber er af BS blevet indkaldt til tjeneste, og skal i denne omgang lære hvad det vil sige at være soldat.

Man lider sammen med Bubber

Det er ikke småting som Bubber gennem de otte afsnit udsættes for: helikopterflyvning, tankkørsel, en tur i en F-16 flyver og en smuttur til rangerskolen i USA er blot et fåtal af de udfordringer den stakkels Bubber må tage op.

Gennem programmet må Bubber hele tiden flytte sine egne grænser, og skønt man som tilskuer blot ser til fra sidelinjen, måtte undertegnede flere gang tage sig selv i at side med samme udtryk som den lidende Bubber, når den lille flyver pludselig vælger at lave loops uden varsel, eller når vandet står ham om ørerne under en havariøvelsen.

Konceptet holder stadig

Spændende oplevelser, god dynamik og et godt makkerpar er ingredienserne til en succes. Selvom denne dvd er den tredje i rækken, holder konceptet stadig. Kemien mellem Bubber og BS er, deres forskellighed til trods, fremragende og de spontane samtaler som opstår mellem dem, er fantastisk morsomme.
Efter hvert afsnit evaluerer BS dagens oplevelser, og i disse små samtaler kommer ganske aktuelle og etiske problemstillinger op at vende, når Bubber som fredelskeren, for eksempel diskuterer hvorvidt krig egentlig er nødvendigt.

Åbner for en ukendt verden

Underholdningsværdien er stor, og man keder sig på intet tidspunkt. Bubbers folkelighed gør ham perfekt, som repræsentant for alle os tv-seere. Man kan ikke lade være med at grine, når Bubbers manglende indlevelse i de forskellige ”røver mod soldater”-lege, gør BS oprigtig irriteret, og lige så Bubbers flossede nerver, og nervøse grimasser når det pludselig bliver alvor.

Samtidig åbner “Bubber og BS i trøjen” for en helt ukendt verden. En verden hvor disciplin og hård træning er nøgleordene, og hvor man konstant må være indstillet på at skulle se døden i øjnene.

Det eneste man savner efter at have set hele boksen, er at se BS komme på dybt vand. Hvornår skal BS prøve kræfter med Bubbers verden? Dét ville jeg gerne se!

Bubber og BS i trøjen

(Disc 3)

• Rekrut Bubber
• På øvelse
• I Søværnet
• I Flyvevåbnet med F16

(Disc 4)

• Helikopterredning med EH 101′eren
• Rangerschool, Fort Benning, USA
• Ranger Boot Camp
• Rangerschool, bjergpatrulje

Vind “Bubber og BS, samlede eventyr” på DVD

30. juni 2009:

Vi har trukket de 4 vindere:

Niclas Bjerner Larsen
I. Fabricius
Thomas Bjerglund
Lene Z. Eriksen

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Bubber og BS, samlede eventyr på dvd

Ungdomsanmeldelse: Efter succesen med ”Da Vinci mysteriet” var forventningerne skyhøje, til denne forløber ”Engle og dæmoner”, og lad det være sagt med det samme: forventningerne blev indfriet. Ron Howard, som også stod bag ”Da Vinci mysteriet” har endnu engang formået at dreje Dan Browns hæsblæsende krimi, til en mindst ligeså spændende film. ”Engle og dæmoner” en konstant spændende thriller, med fart over feltet lige fra start til slut.

Af Mikkel Hilgart, 17 år

Dybt under CERNs hovedkvarter, arbejdes der på et tophemmeligt projekt, der til dels skal give svar på universets dannelse, men også kan skabe det stærkt eksplosive stof: antistoffet.

Den ene af forskerne bag projektet findes pludselig myrdet, og væk er den ene cylinder med antistof. Det eneste spor i sagen er et besynderligt, hidtil uset symbol. Symbolforskeren Robert Langdon tilkaldes, og det står hurtigt klart at morderen er middelaldersekten Illuminati.

Alt imens valget af den nye pave står for døren, må Langdon kæmpe en brav kamp imod tiden, for at afsløre Illuminatis hovedkvarter og afværge sektens forestående hævn mod den katolske kirke.

Applaus til Nikolaj

Som i ”Da Vinci Mysteriet” er det Tom Hanks der spiller hovedrollen som den anerkendte amerikanske symbolog Robert Langdon. Tom Hanks er i topform, og formår endnu engang at fremstille Robert præcis som – i al fald undertegnede – forestillede sig ham under læsning af bogen.
På den stjernebesatte rolleliste finder vi foruden mediedarlingen Thure Lindhart, Nikolaj Lie Kaas i rollen som den koldblodige håndlanger fra Illuminati. Mens Thure Lindhart ikke ligefrem imponerer, er det vidunderligt at se hr. Lie Kaas i andet end komiske roller.

Ingen eventyrredning til Langdon

Bogen bag filmen er en mobbedreng på 450 sider som nu er blevet kogt ned til en biograffilm på kun 128 minutter. Den opmærksomme tilskuer vil derfor kunne finde en del afvigelser fra originalmanuskriptet.
En ændring jeg imidlertid ikke savner, er scenen hvor Robert Langdon kaster sig ud fra en flyvende helikopter og daler til jorden kun ved at holde et viskestykke udspændt over hovedet. Scenen var en skamplet på historiens realisme, men dens mangel på tilstedeværelse i filmen, retter heldigvis op på fejlen.

Et biografbesøg værd?

”Engle og Dæmoner” er en overordentlig vellykket filmatisering af Dan Browns geniale krimi. De bestialske mord, er mindst lige så gruopvækkende som de var at læse om i bogen, mens Roms og Vertikanets charmerende omgivelser står i smuk kontrast hertil.

Historien er som bekendt en ren fryd for den nysgerrige beskuer, og man kan ikke andet end at overvældes over de mange historiske trivia Robert Langdon kan kaste ud af ærmet.

Filmen er så afgjort et biografbesøg værd, og kunne man lide ”Da Vinci Mysteriet” vil man ikke skuffes med ”Engle og dæmoner ”.

Engle & Dæmoner

- Hvad synes du om “Engle & Dæmoner”?

Andrea, 15 år, Valby

Forventningerne var høje da jeg drog i biffen. Efter en så fantastisk bog måtte filmen da klart også være god. Og det var den helt bestemt! Det var et hæsblæsende mysterium vi begav os ud på sammen med symbolforskeren, CERN- professoren og Vatikanet. Jeg var fanget hele vejen igennem, for filmen var fyldt med spænding, action, og ikke mindst et genialt plot!

Filmen var rigtig flot fotograferet og når man kunne genkende lokaliteterne i Rom var det bare vildt fedt at se, og det gjorde det hele meget realistisk. Jeg synes helt klart det er en film, som skal opleves på det store lærred! En rigtig wauw-film!

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Engle og Dæmoner

Ungdomsanmeldelse: Efter seks år er Nils Malmros klar med filmen ”Kærestesorger”. Den har krævet en af de mest omfattende castings i Dansk filmhistorie, og har taget 3 år at filme. Det er en historie om kærlighed, og angsten for at binde sig for tidligt.

Af Mikkel Hilgart, 17 år

Året er 1961, til en fest hos Liselotte bliver Jonas og Agnete kærester. Men kærligheden er en besværlig størrelse, og angsten for at binde sig for tidligt, gør det svært for de to at blive sammen.

Med gymnasiet som ramme følger vi Jonas, Agnete og de nærmeste venner gennem gymnasietiden.

Det skal vise sig at blive tre aldeles besværlige år med snesevis af forviklinger, forvirringer og ikke mindst forbandede kærestesorger. Som der bliver sagt i filmen; ”Man er først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” og det må Jonas sande til sidst.

Undervejs bliver vennerne Birger, Liselotte og især Toke, på hver deres måde viklet ind i Agnete og Jonas’ affærer og deres venskab sættes på en gevaldig prøve.

Spændende effekt

Seks år er gået siden at vi sidst kunne nyde en film instrueret af et af dansk films mest veletablerede instruktørnavne, Nils Malmros, manden bag, eksempelvis ‘Kundskabens Træ’. Men han har ikke spildt tiden, tre år har det nemlig taget at optage filmen ‘Kærestesorger’. Hvilket altså er ligeså lang tid som filmen egentlig strækker sig over.

At filmen er optaget i en slags ’realtid’, bevirker at de medvirkende skuespillere – over de to timer filmen varer – reelt bliver tre år ældre for øjnene af os. En utrolig spændende og virkningsfuld effekt, som gør fortællingen ganske troværdig.

Ypperligt skuespil

Ydermere har filmen haft en af de største og mest omfattende castings i Danmark nogensinde, hvilket betyder at stort set alle skuespillere er ukendte.

Dette er dog overhovedet ingen anke, tværtimod er det utrolig flot og troværdigt skuespil vi bliver præsenteret for. Især filmens to hovedpersoner Jonas (Thomas Ernst) og Agnete (Simone Tang) gør et fantastisk stykke arbejde.

Spændende Biroller

Men også birollerne er interessante, og Birger (Jacob Grosen Pedersen) brillerer i rollen som gymnasieeleven der bliver alt for tidlig far.

Blandt de få kendte ansigter finder vi Søren Pilmark, i rollen som Agnetes hjertevarme men psykisk ustabile far, og Finn Nørbygaard som den humoristiske matematiklærer, der fortæller lumre sengekantshistorier til eleverne efter skole.

Ikke kun en ungdomsfilm

Stil- og temamæssigt ligger ‘Kærestesorger’ i klar forlængelse af Nils Malmros’ prisbelønnede ‘Kundskabens Træ’ fra 1981. Men hvor ‘Kundskabens træ’ forgik i realskolen, er omgivelserne nu skiftet ud med gymnasiet.

Der er gennem tiden blevet lavet rigtig mange film, med temaer som ungdom og kærlighed, men hvor film som eksempelvis ‘Vil du se min smukke navle’ primært henvender sig til de unge filmen også handler om, er ‘Kærestesorger’ ikke en film der kun taler til de unge.

De sideløbende historier, om eksempelvis Agnetes fars langsomme psykiske deroute, gør at filmen har meget mere at byde på.

Eventuelt en opstrammer

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det på ingen måde action fyldte scener der bærer historien, i stedet er det en ærlig og smuk portrættering af ungdommen, og den første forelske. Filmen falder på intet tidspunkt ned i lommefilosofiens kvalme, eller bliver for moraliserende.

Faktisk vil jeg mene at filmens eneste anke, er længden! Filmen varer over to timer, og det er nu engang for lang tid, ikke mindst fordi filmens tempo ikke er særlig højt. Jeg tror godt filmen kunne have været fortalt strammere, og uden helt så mange sideløbende historier som det er gjort.

Men ‘Kærestesorger’ er en varm historie, der for en gangs skyld ikke ender som forventet, eller forfalder til den amerikanske happy-ending man konstant bombarderes med. Og samtidig præsenteres vi for en hel bunke nye og rigtig dygtige skuespillere, man ikke har set hundrede gange før.

Kærestesorger

- Hvad synes du om Kærestesorger?

Camilla, 17 år, Dragør

Kærestesorger handler om alle de konflikter, jeg selv kender fra hverdagen, så jeg kan virkelig relatere til den, hvilket bare gjorde den endnu mere spændende at se. Det var sjovt at opdage, hvordan det er de samme problemer, der stadig går igen i dag, selvom tiden er en helt anden.

Skuespillerne var hamrende dygtige. De fik virkelig skabt nogle markante personligheder, og så var det sjovt at se dem udvikle sig – både psykisk og fysisk. På den måde kom jeg virkelig til at holde af personerne, og jeg interesserede mig oprigtigt for, hvordan det skulle gå dem.

Det bedste ved filmen er, at det aldrig går som jeg forventer. Hver eneste gang jeg tror, jeg har gennemskuet den, så ændrer handlingen kurs. Den er så realistisk at den – præcis ligesom livet – er fuldstændig uforudsigelig

Andrea, 15 år, Valby

Da vi trådte ud af biografmørket var det som at komme tilbage til nutiden. Før havde vi befundet os i 60’ernes hverdag sammen med Agnete, Jonas og alle de andre.

Jeg havde let ved at sætte mig ind i Agnetes og Jonas tankegang og væremåde, så det var som at være der selv. Nogle gange tænkte jeg at replikkerne blev lidt stive i det, men nu jeg tænker over det gjorde det det bare mere realistisk, da jeg kan forestille mig at man talte mere sådan dengang.

Jeg synes det var en rigtig god film. Man kunne se, at der var brugt lang tid på filmen, og at fortælleren havde noget på hjertet. Jeg synes især det er en fin detalje, at filmen er optaget over tre år, så skuespillerne bliver ældre, det passer jo med filmen som forløber over tre år.

af Mikkel Hilgart , Foto: © Martin Dam Kristensen/Nordisk Film

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Kærestesorger