Ungdomsanmeldelse: Selvom det er den tredje “Ice Age”-film, og man kan snakke om at malke en succes, et Anders Matthesen udtryk, følte jeg mig alligevel rigtig godt underholdt. Alle sad og smågrinede og ofte hørte vi latterbrøl fra både voksne og børn. De forskellige personligheder, som dyrene karakteriserer, er åbenbart både børne- og voksenhumor i top!

Anmeldt af Andrea Due, 16 år

Det er nu syv år siden vi første gang mødte det lille sidelesbende dovendyr Sid, den store følsomme mammut Manfred, også kaldet Manse, og sabeltiger-”lege-onklen” Diego, og det må siges at mødet med dem blev en succes.

Denne gang kan man i biffen, vælge i mellem fire forskellige versioner af filmen. En dansk-talende og en engelsk-talende, og så en stereoskopisk version, også både på dansk og engelsk, hvor man kan sidde med 3D-briller og nærmest få hele filmen i hovedet. Jeg var inde og se den mest normale version på dansk, og det er vildt så meget bedre animationerne er blevet.

Flokkens nye farefulde færd

Manse og Ellie venter en baby, Sid er ellevild, men Diego mener, at det denne gang skal være Manse og Ellie’s eventyr og ikke flokkens. Derfor splittes flokken og Sid finder sig tre æg som han beslutter, at han vil være mor for i stedet. Der går bare ikke længe før Sid, alenemor til tre unger, står i dinosaurdynger til halsen og flokken endnu engang må komme ham til undsætning. Det bliver til en lang og farefuld færd gennem dystre dinosaurland i jagten på Sid.

Humor i top med sidelesbende Sid

Det som får latteren til at runge i salen er mest af alt den sidelesbende Sid’s naive væremåde, hans kamp for respekt og måde at tale på.

”Jeg siger vegetarer, du siger ’grr!’ Jeg siger ingen kød til vores unger, du siger ’grrr!’ Jeg prøver ligesom at få en samtale i gang her, og du er altså ikke særlig kommunikations-villig!” som Sid udtrykker det, da han prøver at få en samtale i gang med sin dinosaur-deleforælder.

Og for børnene var det en ren fornøjelse, da han kurede ned af bakken i forsøg på at redde sine tre nyanskaffede æg, som bare rullede derudaf. Men også de grove pungrotter Crash og Eddie er fuld af kække kommentarer som, da en hel legeplads er slået til pindebrænde efter dinosaurungernes ankomst, og deres eneste kommentar er: ”Ej, hele legepladsen er smadret… Og vi var ikke engang med!”

En sjovere 3′er – uden den tunge historie

Den første film handlede om en baby, hvis mor var død, som skulle tilbage til sin menneskefamilie. På den måde mødtes de tre vidt forskellige personligheder. Sabeltigeren Diego var, undervejs på rejsen, gennem et personligt dilemma og Manse havde stadig mærker efter sin triste fortid, hvor hans familie blev dræbt af jægere. Filmen var rørende og tung i det.

Denne gang er flokken ikke gennem store problemer og der er en lethed i filmen, så man er ikke på nippet til at tude, som jeg var i 1’eren. Jeg tror, at det der har gjort filmene til så store succeser er den specielle og fantastiske humor. Der er så mange film, som er rørende, og derfor synes jeg godt om, at det i “Ice Age 2″ og “Ice Age 3″ mere er humoren, som er i højsædet.

Vurdering

Endnu engang en dejlig ”Ice Age”- film. Stadig fyldt med den skønneste humor, som er bredt varieret mellem ironi, pungrotte-fjolleri, fornærmethed, grovhed, vilde personligheder og skønne replikker.

Mange gange grinede jeg højt over de finurlige figurer, især Sid, men også Manse, som denne gang viste sig fra den lidt mere bløde side. Det er lidt skægt, hvordan et par istidspattedyr kan få os til at grine så meget, og hvad er det mon egentlig der gør Sid, Diego, Manse og resten af flokken så sjove?

Det er ikke en film jeg går ind og ser for at komme ud med en masse viden eller tanker kørende rundt i hovedet. Jeg går ind for at få et godt grin – og det fik jeg bestemt! Hvor mange gange vi gider se den forunderlige flok i forskellige omgivelser, ved jeg ikke. Men den tredje “Ice Age”-film var sød, opmuntrende, og ikke mindst hylende morsom!

Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer

3D-animation

I 3D-animation er alle figurer og landskaber tredimensionelle. Udover højde og brede, altså flade tegninger, er den tredje dimension – dybde.

Teknikken blev lanceret i starten af 90’erne, og det er computere der sættes til at beregne hvordan alle elementer flytter sig i forhold til hinanden, og hvordan deres skygger falder. Selvfølgelig er et biograflærred fladt og todimensionalt, men når vi blot sidder stille i vores biografsæde og ikke bevæger os i forhold til lærredet, får computeren alligevel vores hjerne til at tro det er tredimensionelt, det vi ser.

Stereoskopi

Når filmselskaberne skriver 3D på filmplakaterne, mener de ikke 3D-animation, men derimod stereoskopi.

Princippet bygger på, at vi jo ser med to øjne, som har en vis afstand mellem hinanden. Det ene øje ser et objekt i en lidt anden vinkel end det andet øje gør. Forskellen i vinklen giver hjernen en ide om afstanden til objektet.

På film lægger man to forskellige billeder sammen, med samme vinkler som øjnene bruger til at måle afstand med. Med 3D-briller på, ser venstre øje kun det ene billede på lærredet, mens højre øje kun ser det andet, og på den måde bliver hjernen narret til at tro, at der er en dybde i billedet. Det er derfor vi føler at vi får tingene i hovedet, eller modsat, føler at figurerne bevæger sig ind “bag lærredet”. Hvis man til gengæld tager 3D-brillerne af, ser det hele blot meget sløret ud, på grund af de to forskudte billeder der er lagt sammen.

- Hvad synes du om Ice Age 3?

Oliver, 6 år, Valby

Den var total god! Det med Sid er det sjoveste og det bedste var at de fandt ham igen, det synes jeg.

Ludvig var rigtig dum. Den der røde skarptand der slåssede med Ludvig, den gik ned under Ludvig og løftede ham op og kastede ham ned af kløften, total sygt.

Buck var super sej. Han havde et blad for øjet, fordi han havde slåsset med Ludvig og mistet et øje. Og så havde han en af Ludvigs tænder som sværd!

Jeg synes den er total meget bedre end 1’eren og 2’eren. Rigtig sjovt med det der med hele dinosaurverdenen under istiden. Måske er istiden nedenunder os? Og så nede under istiden er der en dinosaurverden. Måske lever de stadig dernede?

Andrea, 11 år, Birkerød

”Det var den bedste film jeg har været inde og anmelde”, var det allerførste jeg sagde da jeg kom ud af biografen.

Den var sjov, morsom, spændene og helt vildt godt lavet. Det er den bedste film af de tre der er blevet lavet, og én af de bedste animerede film jeg har set.

Man grinte gang på gang, og hold da op hvor har de lavet mange sjove indslag, som fx da alle i flokken fik grineflip da de kom til at inhalere den ”giftige” luft.

Ekstra bonus at lille Fersken kom. Nøj hun var nuttet! Sødere mammutunge kan man ikke forstille sig.

Jeg syntes virkelig at alle, både drenge og piger, små og store skal gå ind at se den. I vil få jer en oplevelse, få grinet af for resten af dagen☺, og måske få jer en ny yndlings film …

Mikkel, 17 år, Birkerød

Forventningerne var ikke ligefrem skyhøje, men jeg blev oprigtig glædeligt overrasket! Filmen er nemlig fuldt ud på samme høje niveau som dens forgængere, faktisk et par trin over 2’eren.

Jeg var især glad for at agern jægeren Scrat har fået mere plads i denne film, og hans famøse tango med une femme fatale-flyveegernet, vil jeg smile af et godt stykke ind i fremtiden.

Animationen var selvfølgelig i top, og jeg kunne lige forestille mig hvor fantastisk det må være at se filmen i 3D – som et par biografer rent faktisk tilbyder.

Filmen var sprængfyldt med små gags, fantastisk flotte detaljer og sprudlede simpelthen af iderigdom! Men de har stof nok til at vride en 4’er ud af denne skæve istidsfamilie? Det skulle ikke komme bag på mig.

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer

Ungdomsanmeldelse: “Twilight” tog os gennem næsten hele følelsesregisteret i biografen. Vi sad både med blanke øjne fordi det hele var så rørende, og krummede tæer af spænding. Filmen har det hele, både gys, spænding, nye universer og romantisk kærlighed. Nu er den endelig kommet ud på dvd og blu-ray, og vi anmelder al ekstramaterialet.

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

Du kender nok allerede historien, og ellers er det på tide.

Da Bella forelsker sig i Edward Cullen bliver hendes liv, og hans liv, vendt op og ned.

Edward og hans familie er vampyrer, ”vegetariske” vampyrer. De lever ikke af menneskeblod men af dyreblod, og kan derfor leve blandt mennesker.

Men selvfølgelig findes der også de vampyrer, som angriber og dræber mennesker. Og snart bliver det en jagt på Bella og hendes familie, og Edward vil gøre alt for at beskytte hende.

Bøgerne bag

“Twilight” er baseret på bøgerne af Stephenie Meyer. De fire bøger er alle ude på engelsk. ”Twilight,” ”New Moon,” ”Eclipse” og ”Breaking Dawn.” Og så er sagaen afsluttet.

”Twilight” og ”New Moon” er også ude på dansk. Meyer har sagt, at der måske kommer en femte bog, som beskriver ”Twilight”-historien fra Edwards synsvinkel.

Ekstramaterialet

Wow for en indpakning den dvd havde. Jeg flåede plastikken af så snart jeg fik den. En hel times ekstramateriale – wuhu!

Extended scenes 9.33

Extended scenes kunne jeg egentlig godt have undværet. Alle scenerne er med i filmen og er bare en smule længere her. Det er ikke noget jeg lægger særligt meget mærke til, jeg føler bare at jeg ser scener fra filmen igen. Her måtte der gerne have været ”Bloopers” eller mere soundtrack i stedet for.

Deleted scenes 5.46

Deleted scenes er fed! Her får vi lige en smule mere af Forks og Bella og Edwards verden, det kunne jeg bestemt godt bruge. Det er fedt fordi, når scenerne ikke er med i filmen, men alligevel passer ind, så føler jeg det som at der er mere af den verden end vi egentlig får at se. Det gør det hele mere livagtigt – ”der sker også noget udenfor kulisserne”-agtigt.

Becoming Bella, 5.22 & Becoming Edward 7.27

De to er mine favoritter. Vi får lov at se et lille klip fra at nogle af scenerne bliver optaget og Kristen, Robert og instruktøren Catherine fortæller om rollerne Bella og Edward. Her får man virkelig et indblik i hvordan det har været at spille Bella og Edward, og så er det skægt at se hvordan sådan nogle detaljer egentlig er lavet. Mere af det!

A conversation with Stephenie Meyer 23.33

Det er en lang snak vi her får med Stephenie, som er rigtig god! Meyer fortæller om hvordan hun startede med at skrive historien efter en drøm hun havde haft, til at det så pludselig blev en best-seller, og hun fik sin egen agent og snart blev det ”a worldwide phenomenon,” næsten ”Harry Potter”-lignende, med massevis hungrende fans.

Comic Con Phenomenon 7.57

En optagelse fra da Robert Pattison (Edward), Kristen Stewart (Bella), Cam Gigandet (James), Taylor Lautner (Jacob), Rachelle LaFevre (Victoria)og Edi Gathegi (Laurant) var til den kæmpe fankovention Comic-Con i San Diego før filmen kom i biograferne. Fans’ne er helt vilde og skuespillerne er overvældede. Bestemt også skægt at se.

Decode 5.07

Catherine fortæller om bandet Paramore’s forsanger, som var så vild med Twilight og ville skrive en sang til soundtracket. Musikvideoen foregår i en stor skov og holder Twilight stemningen rigtig godt! Rigtig dejligt at få lov at høre mere af det fantastiske soundtrack.

VURDERING

Ekstramaterialet er en dejlig blanding mellem mere film, mere om skuespillerne, mere om forfatteren og musikken. Selvom 60 minutters ekstramateriale lyder af meget, så kunne jeg sagtens have brugt meget mere!

Jeg savner noget ”bag om kameraet” hvor vi kunne få lov til at se hvordan det havde været at filme, hvordan skuespillerne opfører sig sammen uden for filmen. Sådan en ”En dag med Kristen på filmset’et” – det kunne have været fedt! Hvad der kunne have været endnu mere fantastisk var, hvis hele soundtrack’et var med i ekstramaterialet.

Men dejligt ekstramateriale til en skøn film!

(Der eksisterer en “Twilight, 2-disc edition” dvd med mere ekstramateriale i udlandet. Red.)

LIDT EKSTRA TIL FANS’NE

”New Moon” rammer biograferne i efteråret, den 20. november 2009. Det er ikke længere Catherine Hardwicke som er instruktør, men i stedet Chris Weitz. Det bliver jo spændende at se om ”New Moon” så bliver en helt anden filmstil end ”Twilight” – det håber jeg ikke.

“Twilight” på DVD og Blu-ray

Medvirkende:

Isabella Swan – Kristen Stewart
Edward Cullen – Robert Pattinson
Charlie Swan – Billy Burke
Alice Cullen – Ashley Greene
Rosalie Cullen – Nikki Reed
Jasper Cullen – Jackson Rathbone
Emmett Cullen – Kellan Lutz
Dr. Cullen – Peter Facinelli

Ekstramateriale (på Limited Edition):

• Extended Scenes
• Deleted Scenes
• Becoming Bella
• Becoming Edward
• A Conversation with Stephanie Meyer
• The Comic Con Phenomenon
• “Decode” by Paramore

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Twilight – nu på dvd med ekstramateriale

Ungdomsanmeldelse: ”Grand Avenue”s tredje album er fuld af smukke rockede numre, og endnu flere fede guitarriffs end på de forrige plader! Hvis du holder meget af U2 og Coldplay og endnu ikke har opdaget bandet, så er de garanteret noget for dig. Og måske var du også en af de heldige der hørte dem på Rådhuspladsen i marts?

Af Andrea Due, 15 år

Det er lørdag den 28. marts. Klokken er ved at være ni om aftenen, og min veninde og jeg spurter af sted for at nå at høre koncerten. Stakåndet når vi frem og maser os gennem mængden af glade og hujende folk. En koncert vi bare ikke vil gå glip af!

Alt elektrisk lys er slukket. Selv reklamerne på Berlingske Hus er på pause i anledning af ”Sluk Lyset”. Scenen er oplyst af stearinlys og lanterner og det er vildt hyggeligt! Og ”Grand Avenue” er bandet der skal spille til eventen!

Efter koncerten står bandmedlemmerne nede blandt publikum og snakker med noget familie. Kathrine og jeg står og smiler, og tænk så smiler Rasmus Walther Hansen tilbage til os og siger: ”Kom I bare her hen piger!”

Så får vi også snakket med ”Grand Avenue.” Bare for fedt, at få lov at hilse på sit yndlingsbands forsanger!

London gathering

”Grand Avenue” består af fire venner, som mødte hinanden på et musik-college i London i 1997. Fire år senere dannede de bandet sammen. De er for øjeblikket i gang med at lave deres fjerde studioalbum, som efter planen vil udkomme til efteråret.

”Grand Avenue” arbejder sammen med den irske producer, Richard Rainey, som også albummet ”The Outside” er lavet sammen med. Richard Rainey er manden som U2 har haft med på store hits som ”Beautiful Day”.

en årh yes-følelse

“The Outside” er fyldt med rocket guitar, en leadguitar med de fedeste riffs som bare hænger fast på hjernen, og catchy melodier. Jo flere gange jeg hører albummet, jo bedre bliver det.

Det nummer der fanger først synes jeg er ”The Outside”, som albummet er opkaldt efter, og som jeg pludselig finder mig selv sidde og synge med på uden egentlig at have lagt mærke til det. Hver gang omkvædet kommer, får jeg sådan en ”årh yes!”-følelse, og alle de fede riffs kører rundt i hovedet på mig.

Numrene ”Bullet” og ”You Please Me” har også en eller anden stemning over sig, jeg rigtig godt kan lide. På numrene ”Restless World” og ”Ordinary” er der, udover smukke melodier, også rigtig gode sproglige billeder der rører mig. ”Won’t you throw a line, into this ocean of mine, and pull me backout, before I sink to deep.” Bare flot.

Leadguitar vs. vokal

Bandets to tidligere albums havde flere blide, ikke lige så rockede numre. På ”Take It As It Comes” og ”As You Are” fra debutalbummet, som jeg rigtig godt kunne lide, blev der ikke brugt lige så meget elguitar og effekter som Tube Screamer og lignende.

Men hvad de gamle numre ikke havde lige så meget af, og som bare gør dette album rigtig lækkert, er alle de utroligt fede riffs, som bliver brugt på stort set alle numrene. Der er kommet mere kamp mellem leadguitarens riffs og Rasmus’ vokal, end på de tidligere numre – og det er fedt!

”Ikke nyskabende og originalt”

Jeg har læst lidt for mange steder, at ”Grand Avenue”s musik langtfra er hverken nyskabende eller originalt. At det minder alt for meget om ”U2” og ”Coldplay”.

Men hvad er i grunden originalt? Christopher Columbus fik æren for at opdage Amerika – men Amerika var ikke uden folk, det var opdaget i forvejen – bare af nogle andre.

Så jeg synes man skal koncentrere sig om hvad der er godt, når man lytter til musik – i stedet for at bruge kræfter på den lille del der ligner.

Vurdering

På “The Outside” synes jeg det er svært at vælge yndlingsnumre – der er så mange gode! Og de sange der i starten ikke fangede mig særlig meget, er egentlig nogle af dem jeg bedst kan lide nu.

Samlet set synes jeg, at albummet er rigtig lækkert, og når jeg hører det, får jeg sådan en følelse indeni. Noget lignende at længes efter noget – at række ud efter noget, som er svært at få fat i – noget sørgmodigt og eftertænksomt – men ikke trist – det hele i et sådan lidt blåligt skær.

Efter at jeg har hørt pladen et par gange holder jeg af alle numrene – men jeg savner alligevel noget mere af den gamle stil, der var på de to forrige plader. Et mix af musikstilen på “Grand Avenues” tre plader ville være toppen!

GRAND AVENUE “The Outside”

1. Give Myself Away (4:30)
2. London (3:05)
3. Bullet (3:32)
4. Monday Morning (3:37)
5. The Outside (4:12)
6. Winter´s Passing By (4:35)
7. Anythingg That´s You (4:50)
8. Closer (5:39)
9. You Please Me (3:56)
10. Restless World (4:07)
11. Ordinarary (4:43)

af Andrea Due , Photo: EMI Music Denmark

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Anmeldelse: Grand Avenue – The Outside

Ungdomsanmeldelse: Snow Buddies – Hvalpene i Alaska

Titel: Snow Buddies: Hvalpene i Alaska

Instruktør: Robert Vince

Genre: Familiefilm

Land: USA

Distributør: Walt Disney Pictures

Udgives: 20. februar 2009

Af Andrea Due, 15 år

På grund af Budderball’s forkærlighed for is, ender fem golden retrieverhvalpe i en isvogn på vej til Alaska. Her møder de slædehunden Shasta, hvis ejers største ønske er at køre hundeslæde. Adam, som ejeren hedder, mangler bare et slædehundespand, altså fem hunde udover Shasta. Juleaften finder Adam de fem andre hvalpe i en lade. For ikke at afsløre for meget kan jeg bare sige, at de seks hvalpe sammen kommer ud på en farlig færd, hvor de både får hjælp fra søde eskimoer, møder ondskabsfulde mennesker og arrogante slædehunde.

For hundeelskere og små søskende

‘Snow Buddies’ er en god film for hundeelskere og små søskende i alderen 4 – 10 år, for de nuttede og (dansk)talende retrieverhvalpe er ikke til at stå for, og små søskende vil helt klart elske spændingen og det at hundene taler. En skæg detalje var også ordsprogene; ”hunde ligner deres ejere,” det gør de nemlig her i filmen. Budderballs ejer var en glad basketspiller, Buddhas ejer dyrkede meditation, Rosebuds ejer var en sød pige, så de havde et rigtig venindeforhold, Mudbuds ejer som også var en rigtig udforskerfyr, og sidst men ikke mindst B-Dawg hvis ejer også var en rigtig rappertype. Hver især så man ejerne savne deres hvalp, her kom det andet ordsprog ”hunden er menneskets bedste ven,” ejerne prøvede at lave de ting de plejede, men manglede deres lille bedste ven.

Gode moraler

Det er hyggeligt at se filmens søde hvalpe, og der var nogle gode moraler, som for eksempel at man skal følge sine drømme, en sød og dejlig en. Og at man kan hvad man vil, som Adam viser da han deltager i hundeslædeløbet. Triste historier var der også, Shastas forældre omkom nemlig i et hundeslædeløb og siden dengang deltog Adams far, som ellers var en af egnens bedste, ikke i slædeløbene mere.

Ikke en ny Disney-klassiker

Hvis bare man er lidt hundeglad er det bestemt hyggeligt at se filmen, men ellers synes jeg ikke den er noget særligt. Det er en sød film, men den sagde mig ikke så meget, og den fik ikke rigtig nogen følelser frem i mig. Jeg tror noget af grunden til det var, at der manglede noget stemningsmusik, som kunne understøtte stemningerne. Jeg grinede ikke og jeg blev ikke rørt som jeg gør i mange andre Disney-film, så jeg synes ikke det er en ny Disney-klassiker.

Bonusmateriale på dvd’en

• Buddy bøffer
• Musikvideo – med Disney Channel stjernen Mitchel Musso
• Bag kulisserne
• Dokumentar – Buddierne interviewer skuespillerne
• Magien i visuelle effekter – fortalt af producer/instruktør Robert Vince

- Hvad synes du om Snow Buddies: Hvalpene i Alaska?

Oliver, 5 år, Valby

Den var bare god. Det var nogle meget søde hunde. Der var en dreng der sagde, at han skulle bruge nogle flere hunde til at lave et slædehold, og så kom der bare flere hunde frem! Det var også nogle dumme hunde, men til sidst var de meget søde, fordi Shasta hjalp dem med at komme op af isen. Den lille der lignede en ulv, Shasta, tog krogen og satte den på deres slæde så de store dumme hunde kunne komme op af det der vand hvor de var røget i.

De store hunde standsede, så hvalpene kunne vinde løbet alligevel, det var godt. Og så prøvede de at løbe efter den onde mand. Man kunne ikke se om de fangede ham, men det tror jeg! Til sidst så ham der ejede en af hvalpene sin hvalp i fjernsynet og så at den havde været med i et slædeløb i Alaska! Slutningen var allerbedst. Der hvor hvalpene kom hjem til deres ejere. Det var næsten syv nætter de var væk nemlig.

Hvis man kunne give den en milliard stjerner så ville jeg det!

af Andrea Due , Photo: ©2007 DISNEY CHANNEL

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Sød hundehygge for de mindre børn

Ungdomsanmeldelse: “Karla og Katrine” er mest af alt en pigefilm, hvor mændene er sat lidt i bagrunden. Den er sjov og den tager nogle vigtige emner op. Vigtigst af alt: hvor meget det betyder af have en bedste-veninde, når man på vej til at blive teenager.

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

Filmen handler om Karla, hvis familie skal i sommerhus i sommerferien. Karla vil så gerne have en veninde med og spørger sin gamle bedsteveninde Katrine i håb om, at de kan blive bedsteveninder igen. På ferien møder de både den søde institutionsdreng Jonas og opklarer et butikstyveri.

En pigefilm

“Karla og Katrine” handler især om de to pigers venskab på godt og ondt. Lillebrødrene og fædrene i filmen er blevet en smule sat til siden, for at vise pigernes og kvindernes venskab, så jeg synes mere det er en pigefilm.

Minder lidt om “De 5″

Tyveriopklaringsdelen mindede mig om Enid Blyton’s historier om “De 5″. De fantastiske bøger hvor Anne, Dick og Julian, og deres kusine Georgina, samt Georgs hund Tim, også hver sommer opklarer et mysterium.

Den første Karla-film, “Karlas Kabale”, tog problemet op om skilsmissebørn, stresset hverdag og alkoholproblemer. Jeg tror 2′eren her rammer et lidt bredere publikum, da børn forhåbentlig kan relatere mere til venindeproblemerne end alkoholproblemerne.

Problemer med bedste-veninden

“Karla og Katrine” tager et godt emne op, nemlig problemer med bedste-veninden, som jeg tror mange, piger i hvert fald, vil kunne genkende. Jeg kunne genkende det rigtig godt fra mig selv og syntes derfor, at det var en ret fed film.

En film der tager nogle gode emner op

Der var en del skægge scener, som blandt andet da morens lidt uudholdelige veninde Dolly siger: ”Leif, hør her, jeg synes du er rigtig sød, men jeg har det bare lidt svært med mandlige energier lige nu, okay?”.

Og da skuret, som Leif er ved at rive ned, vælter ned over ham, og han sætter sig lige ned i en fyldt vaskebalje, hvorefter han råber ”Jeg er OKAY!”, i håb om at nogen vil få medlidenhed med ham.

Alt i alt synes jeg, at det er en film, der tager nogle gode emner op, og som er værd at se.

Karla og Katrine

- Hvad synes du om “Karla og Katrine”?

Johanne, 7 år, Roskilde

Jeg synes det var en rigtig god film og jeg kunne allerbedst lide det hele.

Det allersjoveste, hvor jeg grinede mest, var da Lillebror kiggede ind til faren, da han var på toilettet. Jeg grinede også, da de to drenge sad fast i mudderet med motorcyklen.

Jeg synes ikke rigtig, at der var noget der var uhyggeligt, men jeg blev forskrækket der med hånden oppe i vinduet, jeg tror det var de der to dumme drenges.

De sagde også mange grimme ord i filmen. Der da faren væltede i baljen med vand og fik helt våde bukser, der sagde han noget grimt også. Der hvor Karla og Jonas kyssede, ”ad!” det var også sødt, men det var altså også lidt klamt! Det var godt at Karla og Katrine blev bedsteveninder igen, og jeg synes den endte godt, der hvor de hoppede i vandet sammen og Mads-Morten fangede Kurt!

Andrea, 11 år, Birkerød

Jeg synes at det var en rigtig rigtig god og sjov film. Den var spændende, og sjov.

Jeg fik et kæmpe chok da tyvene inde i kiosken pludselig stak deres hånd op i ruden.
Det var også nogle rigtig sjove personer der var med, fx lillebroderen der hele snakkede og sang om lort, og også hendes anden lillebror Mads-Morten som hele tiden prøvede at fange en stor gedde og var lidt forelsket i Katrine.

Den var rigtig god fordi Karla og Katrine, selvom de havde været uvenner, blev bedstevenner til sidst.

Det var også enormt sjovt da Karlas rigtige far kom ud til sommerhuset, og Karlas papfar bare blev så glad for at se et ”ordentligt mandfolk” efter al den tøsesnak.

Jeg synes ikke at der var noget dårligt ved filmen, kun at Jonas ikke havde nogle forældre, det var rigtig synd for ham!

Mikkel (Andrea’s storebror), 17 år, Birkerød

Sikke man følte sig malplaceret, som man sad der i biografen omgivet af 8-12-årige piger og deres mødre. Og det gik hurtigt op for mig at, jeg så absolut faldt uden for målgruppen til denne film.

”Karla og Katrine” er så afgjort en pigefilm! Pigesnak, kampen for at blive bedsteveninder, intriger og mænd med dårlig aura, er hvad denne film er bygget op omkring. Og ja, bevares, filmen indeholdt skam både flotte billeder, dygtige skuespillere og et drys morsomme scener, men jeg må ærligtalt indrømme at filmen endte med at køre lidt i samme spor.

Den stereotype fremstilling af stort set alle hankønsvæsnerne i filmen som enten dumme bøller eller håndværkstosser blev en anelse for meget. Selve historien var fattig, og jeg må ærligt indrømme at jeg kedede mig undervejs.

Men som sagt er jeg ikke målgruppen, og at dømme ud fra de øvrige kvindelige biografgængeres latter og begejstring så rammer filmen vel egentlig plet. Den glemte bare os andre i forbifarten.

af Andrea Due, Foto: Jens Juncker Jensen/Nordisk Film

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

En god pigefilm om den vigtige bedste-veninde

Ungdomsanmeldelse: Så er fantastiske Amos Lee tilbage! Hans tredje album er på gaden, og jeg tror ikke det kan andet end at blive en succes. Med sin dejlige stemme og et album fyldt med stemning, glæde, smukke tekster og fede melodier er han klar til at erobre verden. Kender du ham?

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

Måske kender du ikke Amos Lee, men så er det på tide. For nu er han ude med sit tredje lækre album.

Amos, født Ryan Massaro i 1978, er en singer-songwriter og guitarist fra Philadelphia. Han arbejdede som skolelærer to år før han besluttede sig for at give musikken alt sin tid.

Han startede med at spille til ”Open mic nights” på barer og lignende og udgav så i 2003 en selvproduceret EP (Extended Play: Indeholder flere numre end en single men færre end en LP). Kort tid efter fik han en kontrakt med Blue Note Records.

TOUR MED DE STORE

Norah Jones hørte Amos’ EP og inviterede ham med på sin tour i 2004. Han har også været på tour med andre store navne som Bob Dylan, Elvis Costello, Paul Simon og Merle Haggard. Udover det har en del af hans sange, bl.a. Colors, Shout Out Loud og Sympatize fra de tidligere albums, været med i tv-serier og filmen Just Like Heaven.

STORE FORVENTNINGER

Efter at have hørt hans to forrige albums; debutalbummet ”Amos Lee” udgivet i marts 2005 og andet album ”Supply and Demand,” som udkom i oktober 2006, havde jeg store forventninger til tredje album. De tidligere albums havde sangene Keep it Loose, Keep it Tight, Soul Suckers og Colors, som jeg var helt vild med.

GODT SKRUET SAMMEN

Albummet tager os gennem en masse følelser. Den første sang, Listen, og sangen Truth har masser af power.

Så er der de hyggelige sange som Ease Back, Baby I Want You og Better Days. Og der er også de mere sørgmodige og smukke sange som bl.a. Kid som jeg synes rører én meget. Vi får sympati for det her barn som sangen handler om, selvom vi aldrig har mødt det.

Albummet skifter godt mellem glade og sørgmodige sange, så man både bliver glad, føler sig godt til mode men også tænker lidt over verden og tingene. Men generelt er alle sangene bare så ærlige, og fyldt med stemning og budskaber, at man kommer til at holde af dem og får en dejlig følelse indeni.

FANTASTISKE TEKSTER

Amos Lee har skrevet alle tekster selv og jeg synes de er helt fantastiske. Teksterne er både samfundskritiske, fyldt med masser af gode billeder, som f.eks. ”Caught in an endless maze” og ”The darkness has always been, the world was born into a blanket of sin,” som vi hører i sangen Better Days. Udover de smukke tekster, har Amos en utrolig fed, dejlig og behagelige stemme. Man bliver bare fyldt med glæde når man hører albummet – glæde over livet, og man får en lyst til at gå ud og rette op på verden.

helt sig selv

Hvis man skal sammenligne Amos’ musik med noget, kunne det være en blanding mellem Tina Dickows lidt melodiske kloge sange og Jack Johnsons hygge. Albummet har nemlig både kloge tekster, smukke melodiske sange men også masser af hygge. Amos er inspireret af Stevie Wonder, som jeg synes især kan høres i sangen Won’t Let Me Go. Og også John Prine, Bill Withers og James Taylor. Men jeg synes nu at den rare og down-to-earth’ede Amos er noget helt for sig selv.

STARQUALITY

Nu er hans tredje plade kommet og han gør det lige så utroligt godt som på de foregående albums, hvis ikke bedre. Med hans dejlige melodier, dybfølte tekster, og smukke ærlige stemme kan det ikke gå andet end godt ude i verden. Han er bestemt én der er værd at tjekke ud og holde øje med. For Amos han har stjernekvalitet!

af Andrea Due, fotos: © Blue Note Label Group

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Kender du Ryan Massaro aka Amos Lee?

Ungdomsanmeldelse: Hun er helt almindelig – og forelsket. Han er helt ualmindelig – og forelsket. Og de er bestemt langt fra at få og nå hinanden.

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

”When you can live forever, what do you live for?” Sådan lyder filmens slogan.

Det er netop spørgsmålet for Edward, skolens meget mystiske dreng, som holder sig lidt for sig selv, sammen med resten af Cullen-familien.

Da Bella starter på skolen bliver der vendt op og ned på det hele. Og svaret på spørgsmålet får vi længere inde i filmen hvor Edward siger ”Bella, you are my life now.” Filmens kærlighedsplot lyder måske lidt kliché-agtigt, men det synes jeg langtfra filmen er.

flere slags vampyrer

Edward og hans familie, Cullen-familien, er vampyrer, men vegetariske vampyrer. De lever nemlig ikke af menneskeblod men af dyreblod. Selvfølgelig har vi også de onde. Vampyrerne som angriber og dræber mennesker. Og snart bliver det en jagt på Bella og hendes familie. Og Edward vil gøre alt for at beskytte hende.

hele følelsesregistret

Twilight tog os gennem næsten hele følelsesregisteret. Vi sad både med blanke øjne fordi det hele var så rørende, og krummede tæer af spænding. Filmen havde det hele, der var både gys, spænding, nye universer og dejlig kærlighed.

startede som bog

Filmen er baseret på bøgerne af Stephanie Meyers, Twilight hedder den første – eller Tusmørke på dansk. Jeg har allerede været på biblioteket for at låne den, men der er tre måneders ventetid, så det virker som om bøgerne i hvert fald er lidt af en kæmpe succes.

sammenlignet med Potter

Mange har været meget begejstrede for filmen, og nogle har endda hævdet at serien var den nye Harry Potter. Jeg tror på Twilight kunne blive den nye Harry Potter. Historien har det. Et helt nyt univers at udforske. Vampyrer der lever i ét med mennesker, men som hverken spiser, drikker eller sover. Og som ikke viser sig ude i sollys.

lægger op til en to’er

Jeg synes selv Twilight var en rigtig fed film, er meget fascineret af den, og kan ikke vente med at komme i gang med bøgerne! Twilight ender dejligt, men lægger alligevel også op til en toer. Jeg tror filmen er sådan, at du enten elsker den og vil have mere og mere. Eller også gider du den bare ikke. Det er ikke en film som man ser, og så bare går ud og glemmer igen!

Twilight

af Andrea Due

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Twilight – forelsket i en vampyr

Forventningerne var høje da min veninde Cille, vores små brødre og jeg drog i biffen for at se filmen om det lille rensdyr Niko, der skal ud på en lang rejse for at finde sin far.

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

Vi havde fået de perfekte pladser i CinemaxX – allerbagerste række, lige i midten.

Der sad vi så, med en kæmpe bøtte popcorn, samt sodavand til alle. Filmen startede, til stor begejstring, men vi opdagede snart at noget var galt. Lyd og billede stemte ikke overens.

Vi kom ud at rejse før Niko

Mundbevægelserne kom før stemmerne. Meget forvirrende! Efter et stykke tid besluttede Cille og jeg os for at løbe ned til billetkontoret og fortælle at noget måtte være galt.

Operatøren stoppede filmen, og da det hele blev lidt for kedeligt, begyndte de fleste af børnene at lege nede foran lærredet. De startede filmen op igen, men problemet var stadig det samme.

På farten med os igen. Nu med kurs mod Palads. Vi baksede popcorn, halvdrukkede colaer og to små tissetrængende drenge ind i toget mod Vesterport. Og til sidst måtte vi løbe med drengene på ryggen, for at nå Palads-toilettet inden det gik helt galt. Vi fik billetter til filmen som kørte allerede fem minutter efter, og endelig kunne vi få lov at nyde Niko og de flyvende rensdyr – dog med halvkolde popcorn.

julemand og rensdyr tæt på at blive ædt

Julefilmen handler om det lille rensdyr Niko, hvis far arbejder i Kanekorpset. Niko har derfor aldrig set sin far, og drager en dag hvor alle er sure på ham, af sted for at finde julemanden og sin far. Rejsen bliver farefuld, men han og det søde omsorgsfulde jordegern Julius, får følgeskab af den sangglade ilder Wilma, som Kaya Brüel lægger stemme til. På rejsen skal både krydses store floder og klares onde ulve, som har planer om at æde både rensdyr og julemand, og selv blive det nye kanekorps. Alt løser sig dog til sidst som i et rigtigt juleeventyr.

Niko – en computeranimationsfilm

Filmen, som har været meget oppe i medierne, er lavet i 3D computeranimation.
Filmens instruktør, Michael Hegner, har tidligere lavet to andre film: ”Hjælp! Jeg er en fisk” som er en 2D animationsfilm, og ”Den grimme ælling og MIG” som er en 3D animationsfilm. Michael Hegners tredje film, Niko, er som den forrige også animeret i 3D. Det gør filmen mere realistisk med hensyn til belysning og baggrund.

søde figurer

Filmen byder på en masse søde figurer. Især Spjæt, den lidt anderledes ulv, og Effie, den lille puddel, hvis stemme lægges af Vicki Berlin. Kanekorpsets slogan ”Vi rensdyr ikke heste, vi flyver vi de bedste, ho ho!” fik også salen til at smågrine.

De ellers lidt arrogante rensdyr i Kanekorpset tøede også op i slutningen af filmen. Deres mange forskellige nationaliteter, gjorde at de talte med ret sjove accenter. Der var een som talte rigtig meget som Chris McDonald, sundhedseksperten fra USA.

Det søde omsorgsfulde jordegern Julius’ følelser af både gode og dårlige gjorde det lettere at sætte sig i hans sted.

“Andrea! Ulvene kommer!”

Min veninde Cille, og vores små brødre sad helt ude på kanten af sædet under det meste af filmen. ”Andrea! Andrea! ULVENE KOMMER!” råbte min lillebror også ret højt, så et par biografgæster smågrinede. Så ingen tvivl om at de syntes filmen var ret så nervepirrende.

Mange har sagt, at filmens historie netop tager et meget nutidigt problem op, nemlig at mange børn ikke bor sammen med deres far. Det kan måske være rart for de børn, at opleve at der også andre som også har det sådan.

Musikken var der ikke rigtig lagt så meget vægt på. Der var ikke rigtig nogen titelmelodi der fangede og blev ved med at køre inden i hovedet bagefter. Da jeg tænkte over filmen senere, blev jeg faktisk lidt i tvivl om der om der overhovedet havde været nogen titelmelodi!?

Hellere 2D end 3D

Michael Hegners ”Hjælp! jeg er en fisk”, var en utrolig flot 2D animeret film, med fangende musik, en titelsang man havde på hjernen resten af dagen, og en meget rørende historie. Sammenholdt med det synes jeg Niko mangler en del. Og når nu filmen er lavet i 3D, synes jeg alligevel ikke den er lige så flot og detaljeret som for eksempel Disney’s Ratatouille.

Genkendelige følelser, men en smule for realistisk

Jeg synes det er fedt at man kan genkende følelser fra sit eget liv i filmen. Og at filmen tager meget nutidigt problem op. Men jeg er nok lidt af en romantiker, for når det er en en julefilm, må der gerne være masser af dejlig julestemning, små finurlige detaljer, det synes jeg ikke rigtig denne film havde. Jeg synes sagtens historien kunne have været fremført på en mere julet måde.

Jeg tror også at jeg ville have syntes bedre om filmen i 2D, for så tror jeg de ville have brugt mere tid på juledetaljer og stemning. Alt 3D’en gør at filmen får et meget realistisk udseende og julestemning bliver derfor glemt synes jeg.

Manglede melodier at nynne med på

Jeg tror filmen ville have rørt mig mere, hvis der havde været et fedt og gennemtænkt soundtrack, som kunne have givet lidt stemning til det hele. Det var som om der næsten ingen musik var i denne film. Jeg ville gerne være i julehumør når jeg kom ud af biografen. Sådan havde jeg det ikke med denne film.

blandede meninger

Der har været ret meget omtale om Niko – Og De Flyvende Rensdyr i medierne. Ud fra det, synes jeg måske ikke den er helt så fantastisk som vi ser på de mange trailers, interviews og plakater.

Men ellers er det en sød og spændende historie, og jeg tror også man kan få sig et godt grin, med nogle af de replikker der er i filmen. Niko og de flyvende rensdyr er et besøg værd med små søskende eller familien. En juledag. Eller måske endda en januardag, da filmen jo spiller helt ud til slutningen af januar.

Victor og Oliver, Cilles og min lillebror var vilde med filmen. Der var alt. Både uhygge i form af ulve, en helt som redder det hele og en lykkelig slutning. Victor ville allerede ind og se den dagen efter igen.

Niko og de flyvende rensdyr

- Hvad synes du om Niko og de flyvende rensdyr?

Nadja, 16 år, Ølstykke

Niko og de flyvende rensdyr kan klart anbefales, især hvis der er børn i familien. Den har charme, spænding og humør, og kan ses af både børn og barnlige sjæle. Den handler i store træk om et rensdyr der drømmer om at møde sin far, der er en del af julemandens julekorps. Men på vejen kommer der forhindringer, og han er ikke den eneste der er ude efter julekorpset.

Handlingen er rigtig god, og man kan næsten ikke lade være med at blive revet med og føle sympati for det lille rensdyr. Jeg kedede mig bestemt ikke på noget tidspunkt, for den er både fyldt med gode jokes, rørende øjeblikke, eventyr og ikke mindst kærlighed. Og udover at være en sød film, har den bestemt et budskab. Niko drager ud for at finde sin far, men han ender med at finde sig selv og sit sted, lidt ligesom andre børn og unge.

Filmen har flere rigtig søde ansigter, og hvert dyr har sin egen personlighed. Især flyveegernet Julius træder i karakter med sin klodsethed, man ikke kan lade være med at grine ad. Men også en lidt anderledes ulv Spjæt fik mig til at grine op til flere gange. Stemmerne er også lagt rigtig godt og passer godt til de forskellige personligheder, og man vil kunne høre flere velkendte stemmer, så som sangeren Kaya Brüel og Jens Jacob Tychsen der ligger stemme til Julius. Niko og de flyvende rensdyr er altså en velykket animationsfilm, man klart kan ofre en eftermiddag på.

Emilie, 14 år, Nuuk, Grønland

Niko og de flyvende rensdyr er en utrolig sød og rørende film. Den er lavet på en måde, så både de små og de lidt ældre kan få noget ud af at se den. Filmen er meget forudsigelig, men man keder sig alligevel ikke på noget tidspunkt. Den er fuld af humor, og jeg blev fanget af den lige fra starten. Hele historien, der handler om den lille rensdyrkalv Niko, der vil finde sin far, men støder på en masse forhindringer undervejs, er medrivende og meget gennemtænkt.

En masse af scenerne er gode – blandt andet er der nogle tudescener, som jeg syntes rigtig godt om. Især kan jeg godt lide den scene hvor flyveegernet Julius sidder i sneen og laver figurer af sin familie, som han savner. Wilma kommer og trøster ham, og der opstår en slags samhørighed mellem hende og Julius, som ellers afskyede hinanden, og som jeg syntes, er med til at gøre filmen rigtig god.
Skal der gives lidt kritik, syntes jeg, at der er nogle scener undervejs i filmen, hvor der ikke er så mange følelser og hjertevarme, som jeg havde forventet og håbet på.

I løbet af filmen kommer man til at holde af alle karaktererne, fordi de er helt unikke. Jeg kunne godt lide ulven Spjæt, fordi den er så sød og venlig på trods af, at alle de andre ulve er onde.
Ulvenes ’lykkedyr’, pudlen Effie, er også helt utrolig sød, uden egentlig at kunne gøre for det. Men den karakter jeg bedst kunne lide, var flyveegernet Julius. Jeg syntes, han er en fed karakter, fordi han ligesom prøver at være den far, som Niko aldrig har haft.

Filmen er nok ikke så god for små børn, med mindre de har far eller mor med, da ulvene er lidt uhyggelige. Jeg kan dog helt klart anbefale filmen, især for familier med børn i 7-10 års alderen, men også for de ældre børn, som bare gerne vil se en god film i dagene op til jul.

Cecilie, 14 år, Valby/Sydhavnen

Jeg synes filmen var god, fordi jeg elsker sådan nogle animation-film og fordi det var en sød historie. Den var også ret sjov, især nogle af replikkerne, som bl.a. ”Så skal vi ned og have noget mås.. øh mos!” som ulven Spjæt siger, og Kanekorpsets slogan ”Vi er rensdyr ikke heste, vi flyver vi de bedste.. Ho Ho ..”

Jeg synes også filmen var ret rørende. Jeg fik meget sympati for Niko, da selv hans mor gik imod ham, fordi de alle mente han havde fået lokket ulvene efter hele flokken. Det var ret trist!
Jeg kunne godt lide at rensdyrene havde forskellige nationaliteter, det gjorde det nemlig ret sjovt at høre dem snakke.

Hvis jeg skal sige noget mindre godt om filmen, så synes jeg at animationen godt kunne have været lidt mere detaljeret.

De bedste scener synes jeg var da Niko og hans mor snakkede om Nikos far, en af de første scener. For der fik man hele historien om Nikos far fortalt, og det minder meget om virkeligheden. Hvor der jo også er fædre der bare skrider fra kone og børn. Børnene som måske aldrig har mødt ham, synes alligevel at han er en ”helt.” Og en anden bedste scene, da Niko flyver med kanekorpset. Hans store drøm går i opfyldelse. Det er meget typisk – vi ved det vil ske, men det skulle det jo helst også. Endnu en scene jeg godt kunne lide, var da Julius redder dem alle fra ulvene.

Nogle gange synes jeg filmen var lidt for forudsigelig. Der måtte gerne have været flere overraskelser. Musik måtte der også gerne have været mere af. Men udover det, synes jeg det var en rigtig sød og hyggelig film. Jeg vil klart anbefale den til andre. Både familier, kærestepar, veninder og unge.

af Andrea Due

This post is from the danish photojournalism site: Kulturfoto.dk

Ungdomsanmeldelse: Niko og de flyvende rensdyr