The Oxford Murders”: Titlen lyder herlig, specielt når man elsker krimier. Og med store navne som John Hurt og charmerende Elijah Wood i hovedrollen, kan det ikke gå galt. Men det kunne det desværre alligevel. Omgivelser, skuespillerne og fotograferingen er i top, men historien er mere underlig, end den er genial.

Af Peter Kock Henrichsen, Kulturfoto

Den unge studerende, Martin, (Elijah Wood) kommer til Oxford i håb om at møde sit store forbillede, matematikprofessoren Arthur Seldom (John Hurt).

For at forøge sine chancer for at møde Seldom, indkvarterer Martin sig privat hos en af Arthur Seldoms bekendte, en ældre syg kvinde ved navn Mrs. Eagleton (Anna Massey). Ganske kort tid efter Martins ankomst bliver Mrs. Eagleton dog myrdet, og Martin og Arthur Seldom finder hende samtidig.

Matematik og seriemords ligheder

Da Arthur Seldom har skrevet en bog om matematikkens ligheder med seriemord, øjner han straks et seriemord, og med Martin ved sin side selvudnævner parret sig nærmest til Sherlock Holmes og Dr. Watson, og forsøger at opklare mordet, inden Seldoms teori bliver bekræftet: at der følger flere mord.

Da vinci stilen holder ikke

“The Oxford Murders” lægger op til at være en ny “Da Vinci Mysteriet”, men bliver det på ingen måde. Man smider om sig med matematiske beviser og læresætninger, men mest af alt blot for at skabe en stemning af et engelsk universitet hvor de matematikstuderende er nogle nørdede typer der ser matematik i alt, og hvor professorerne har langt iltert hår og stærke briller.

Gustne kolde omgivelser på Oxford

Titlen kunne også lyde som en rigtig hyggelig krimi af Agatha Christie, i stil med med “Miss Marble”-serien, men hygge og morsomheder er der slet ikke noget af i “The Oxford Muders”. I stedet bliver Oxford universitet skildret som et gustent og koldt sted, og i nogle af scenerne er farverne ovenikøbet tonet gule for at understrege det følelseskolde.

Hele tiden på grænsen af sindssyge

Vi møder tilbageblik med seriemordere der hugger økser i deres udvalgte, og en skør matematiker der ønsker at udfører det hvide snit på sig selv med en sømpistol, og bagefter ender som en levende torso i en hospitalsseng, med blot hoved og én arm. En arm der vel at mærke stadig skriver matematik ned på et stykke papir. Ja, det her er langt ude!

Rå sex uden følelser

Kærlighed er der heller ikke noget af. Martin får nogle underlige pigebekendtskaber i Mrs Eagles cellospillende datter, Beth (Julie Cox), og i sygeplejersken Lorna (Leonor Watling), som begge kaster sig frådende over ham fra første sekund.

Efter få minutters samtale beslutter Martin sig for sygeplejersken Lorna, der lige kom forbi (helt tilfældigt) mens han spillede squash. Det bliver til rå sex med det samme, men personligheder og følelser bliver der slet ikke bygget op. Det her er det følelseskolde univers.

Gys – krimi – komedie?

Skuespillernavnene er store, og vi ved godt at de kan spille fremragende, men rollerne er så karikerede og overspillede, at man nogle gange tror det er en parodi på en krimi. I en scene udtaler Martin at han altid stoler på sine egne øjne, mens han træder ned i en udgravning nogle vejarbejdere er i gang med at lave på fortovet. Ren Peter Sellers i “Den lyserøde panter”, borset fra at det ikke engang er morsomt i “The Oxford Murders”.

Selvudnævnte detektiver

I opklaringsarbejdet klamrer den lokale kriminalbetjent sig til Seldom og Martin, åbenbart af den eneste grund, at Seldom har skrevet en bog om seriemord. Det virker fuldstændig urealistisk at politiet ikke kører deres eget arbejde; i særdeleshed da Seldom og Martin burde være de hovedmistænkte, eftersom de fandt Mrs. Eagle.

Virker ikke troværdig

Mystisk er det også, at pigerne, Beth og Lorna, der begge har et voldsomt temperament, laver nogle melodramatiske kærlighedsscener, som om de har kendt og været forelsket i Martin i flere år – men reelt er det kun en dags tid. Og en anden detalje: Få timer efter gamle Mrs. Eagle er død i sin stol, spørger datteren Beth, Martin, om det var ham der fandt liget? Hvem ville omtale sin nyligt afdøde mor således? Nej, vel.

Der er hele tiden ting, der hiver én ud af illusionen, selv når man med sin bedste vilje forsøger at få det til at hænge sammen. Derfor kommer handlingen aldrig til at virke troværdig.

Vurdering

I The Oxford Murders taler man om ”det perfekte mord” og om ”Bormats sidste ukendte læresætning”. Men der kommer aldrig en smuk afslutning, hvor alle beviser bygger videre på baggrund af hinanden, som i “Da Vinci Mysteriet”. Det vil sige at man som seer, bliver holdt hen i dette univers af mere eller mindre sindssyge personligheder på Oxford universitet, uden at have chancen for at regne ud hvordan det hele hænger sammen.

Filmen lægger sig genremæssigt mellem at være en gusten gyser og en snedig krimi, men ingen af delene lykkes den med.

Når man samtidig skal trækkes med kvalme scener, som da Martin ligger og æder spaghetti i kødsovs på Lornas bare hals, ja så kan man næsten ikke tage filmen seriøst længere.

De sidste ti minutter er spændende, men da er det for sent. Og selv om man får en forklaring, får man aldrig en forløsning.

Til gengæld er filmen særdeles smukt fotograferet, og omgivelserne i Oxford kan ikke blive mere perfekte til en dramatisk spillefilm. Det er måske også derfor det føles ekstra ærgeligt at historien er så fattig. Men de flotte billeder og omgivelser fortjener bestemt en stjerne.

The Oxford Murders

Medvirkende:

Martin – Elijah Wood
Arthur Seldom – John Hurt
Lorna – Leonor Watling
Beth – Julie Cox
Mrs. Eagle – Anna Massey

Der er intet ekstra-materiale på dvd’en.