Kl. 14 indviede Kronprins Frederik “Forskningens Døgn” ved Galatheas skib på Langelinie.
Kronprins Frederik indledte med ordene: ”Jeg vil starte med at bringe en hilsen fra min datter, som siger at hendes mor ikke kunne være til stede i dag, men at hun føler sig tryg ved at det er mig der afløser Mary.”
Han fortsatte derefter med at overrække Ole G. Mouritzen fra Syddansk Universitet, kommunikationsprisen for nyskabende forskningsformidling.
Dette kunne alt sammen lyde som starten på en meget lang og kedeligt historie, men Ole G. Mouritzen får med andre ord prisen for at gøre det fremmede i videnskab og forskning mere velkendt for os alle sammen.
Blandt andet fremhævede Kronprinsen, Ole G. Mouritzens fremragende sæbebobleshow i videnskabens tjeneste.
Sushi og sæbebobler

Ganske rigtig viste Ole G. Mouritzen store talenter, da han efter overrækkelsen kastede sig ud i at underholde forsamlingen med spændende videnskab på en festlig måde med konstateringen: ”Verden er et forunderligt sted!”.
De førnævnte sæbebobler blev hevet frem, og sæben blev hurtig defineret som ”..noget der elsker vand og hader vand, og derfor ikke ved hvad den skal gøre når den kommer ned i vand. Derfor løser sæbemolekylerne deres konflikt ved at stille deres hovedet på overfladen af boblen, og ved at stikke halerne ud i luften, så de danner en skal af vand der så sidder sæbemolekyler rundt omkring!”.
En spøjs men endog let forståelig forklaring for de fleste, så mens tilskuernes nysgerrighed var vækket fortsatte Ole G. Mouritzen videnskabsformidlingen ved at hive et stykke sushi op af lommen. Nu skulle der fortælles facts om stivelseskornenes krystaller i ris, som vi koger i stykker hjemme i køkkenet.
Forskningens Døgn er lokalarrangementer
Videnskabsminister Helge Sander der stod for arrangementet, afrundede ved at invitere en meget smuk, velsyngende og til dels også højgravid trio ”Nordic Sopranos” til at synge for de indbudte gæster på Langelinie-kajen.
Bagefter var der reception på forsvarets skib VÆDDEREN, som Galathea3 ekspeditionen netop er hjemkommet i.
Forskningens Døgn var hermed skudt i gang, og alle danskere med nysgerrighed i sindet, kan kaste sig over alle de spændende lokalarrangementer der finder sted i de næste 24 timer.


Underholdningen tog den meget smukke, og højgravide trio “Nordic Sopranos” sig af.
Links
Forskningens Døgn, www.forskningensdoegn.dk
af Peter Kock Henrichsen (peter@kulturfoto.dk)





Nye kommentarer