“Her er det lille prins Christian der bjergtages af TV NEWS spændende helikopter”
Schacks Palæ er i dag bedre kendt som Christian IX’s Palæ fordi det i 1863 blev stillet til rådighed for Christian IX, fortalte en ivrig politibetjent der var stolt over at blive udfordret i palæernes historie i dagens anledning.
Men ikke desto mindre er balkonen selvfølgelig den samme, og i dag det helt store mål for alle de mange store og små gratulanter der strømmede til Amalienborg på den solbeskinnede formiddag. Børnehaverne strømmede til med glædestrålende børn iført deres nyeste forårstøj og med flag i hånden.
Pædagoger fik reprimande
I dag var det ikke pædagogerne der råbte af børnene, men Livgarden der råbte af pædagogerne når de gentagne gange placerede femten madpakkespisende poder på brostenene lige midt på kørebanen på Amalienborg Slotsplads.
Årsagen til irettesættelse var at Livgarden skulle marchere hele vejen rundt på Slotspladsen ti minutter i tolv, og så nyttede det jo ikke at det var samme sted som Rød Stue havde valgt at drikke juice og spiser udsmattede bananer.
Men en hel del hjælp fra Politiet, lykkedes det efter en time at få placeret adskillige tusinde børn, pædagoger, forældre og bedsteforældre i en pæn kreds inde på fortovene.
Gravhund med privatchauffør
Inden Livgardens Musikkorps kom marcherende, dukkede et par krone-biler dyttende op i stor fart med retning mod Christian d IX’ Palæ.
Børnene havde forventet af se nogle af de kongelige familiemedlemmer kigge ud af bilruderne, men det eneste de kunne få øje på var en gravhund der kiggede tilbage på dem, til deres store forbavselse.
Så var prinsgemalen helt sikkert også ved at være på plads til dagens forestilling, mente bedsteforældrene.
Endelig!
Heldigvis skuffede kongefamilien ikke, for kl. 12.00 præcis åbnede dørene som sædvanlig på balkonen, og ud trådte først fødselaren Dronning Margrethe, og efterfølgende Prinsgemalen, Kronprins Frederik, Mary og lilleprinsen Christian, samt Prins Joakim med sønnerne Felix og Nikolaj.
Hele tre gange var Kongefamilien ude at hilse på, og alle børn der havde mulighed for at sidde på nogle voksne skuldre viftede på livet løs med papirflagene til de næsten gik i stykker.
Alting har en ende
Ligesom Juleaften når gaverne er pakket op, kommer der også en hurtig slutning når man er taget til Amalienborg for at råbe hurra for Dronningen.
Selv om de fleste børn var helt matte af at have glædet sig hele morgenen, var det heldigvis ikke helt slut.
Specielt ikke når man opdager at man kan stikke fingrene ind i Amaliehavens springvand og farmor giver en stor is i havnekiosken!

af Peter Kock Henrichsen (peter@kulturfoto.dk)





